Fagfolk klar til demonstration

04-08-2023 09:39

Annika Knudsen Lorentsen

På mandag samles en lang række professionelle hestefolk for at køre kortege i deres hestelastbiler ved Viegård Stutteri. Det gør de for at vise, at de tager afstand fra misrøgt af heste, og for at understrege, at de ganske enkelt mener, at dette ikke må finde sted

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I omegnen af 70 lastbiler har allerede tilkendegivet, at de møder op, når der på mandag afholdes demonstration i området ved Viegård Stutteri. Demonstrationen foregår som en kortegekørsel, og er et initiativ som en række professionelle ryttere og hestefolk har søsat.

Det sker for at vise, at de tager afstand til det, der  formodentligt foregår på stutteriet, som netop nu er under skarp kritik og overvågning, efter en tidligere ansat delte billeder af vanrøgtede heste og meget kritiske forhold for hestene på stutteriet. Det er samtidig et opråb til myndigheder fra de professionelle hestefolk.

En af dem der deltager i demonstrationen på mandag, er berider Lars Ringkær, og han fortæller, at deres mening ikke kan understreges nok. 

– Den professionelle hestebranche tager stærk afstand fra alle former for misrøgt af heste. Det må ganske simpelt ikke finde sted. Mere tydeligt kan det ikke siges, og for at understrege dette budskab, har vi arrangeret kortegekørsel på mandag. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at vi jo dybest set ikke ved hvad der foregår i denne sag, men hvis blot en brøkdel af det, vi har set på billederne er sandt, så er det et udtryk for, at man som hesteejer har svigtet sit ansvar overfor hestene, fortæller han. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Demonstrationen finder sted mandag kl. 12.00 på Vievej ved Skals, og alle med tilknytning til hestebranchen kan deltage i denne kortegekørsel med lastbil, transporter eller andet relevant køretøj. 

– Vi ønsker med dette tiltag at gøre det tydeligt, at den professionelle hestebranche på ingen måde kan acceptere misrøgt af heste, understreger Lars Ringkær. 

En stor flok af professionelle har tilkendegivet deres deltagelse, og det inkluderer udover Lars Ringkær blandt andet personer som Lars Trier Kjøller, Niels Hausgaard, Ulrik Kjær, RC Horses, familien Cassøe, Ib Kirk, JM Horses, Kristian Skovrider og Højgaard Hestehospital. Initiativtagerne understreger, at der stadig er plads til flere, som ikke allerede har meldt deres deltagelse.

Dansk Ride-Instruktør Forening er også med i tiltaget. Se deres opslag nedenfor. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner