Et sekund fra 40.000 skr og hattrick (opdateret)

10-07-2019 17:10

Britt Carlsen

Vicky Mathiesen var blot et sekund fra sejren i Falsterbo Hunting, hvilket ville have været den tredje i træk, mange styrt på banen, heriblandt Peter Flarup, og desværre også et alvorligt, tegnede dagen

Copyright Ridehesten.com
Vicky Mathiesen på vej gennem vandet ved Falsterbo Hunting.

13 ryttere tørnede sammen i Falsterbo Hunting, som er særdeles populært, både hos publikum og ryttere. Stemningen er fantastisk, når rytterne starter med ridebanespringning inde på den store springbane, og derefter går direkte ud på terrænforhindringerne. 

Danske Vicky Mathiesen og Dejó, der er 16 år, har vundet Falsterbo Hunting de seneste to år, og de så meget skarpe ud på banen igen i år. Da Vicky kom til start var det den svenske landsholdsmilitaryrytter Pontus Hugosson, som havde lagt sig i front med All of Me en 7-årig svenskfødt hoppe, som han han var meget fornøjet med på terrændelen. Han gik i mål på 180,7 sekunder, og det var den tid, som Vicky jagtede. Hun var to sekunder efter ved mellemtiden, og et sekund foran, da hun red ind på springstadion til de afsluttende forhindringer forand de mange tusinde, jublende tilskuere. Og hun stoppede tiden på 178,71 sekund. - Jeg troede det var nok, sagde hun efter ridtet, men det skulle vise sig, at de 40.000 skr. skiftede ejer netop inde på stadion, hvor Jonna Friman Hocke red Lady Grey i en flyvende finish og til sejr med en tid på 177,74 sekunder. Den 18-årige hoppe er egentlig blevet pensioneret til avlen, men hun trives ikke som mor og avlshoppe, og derfor er hun nu igen i sporten, men på et lavere niveau.

Copyright Ridehesten.com
Jeg ville bare vinde, sagde den vindende svenske rytter Jonna Friman Hocke, osm red sin 18-årige hoppe til sejre - et sekund foran danskeren.

Peter Flarup nåede ikke ud på terrænbanen, i lighed med flere andre fik han problemer på vandgraven med Fasination e. Favorit Ask, og et fald der betød, at han var ude af konkurrencen. Heldigvis var både han og hesten ok efter faldet. Fem ryttere styrtede på vejen, den ene alvorligt, og hun blev kørt fra stævnepladsen i ambulance med udrykning. Dagen efter meddelte ledelsen i Falsterbo at rytteren fortsat lå til observation på sygehuset efter en svær hjernerystelse, men rytteren var ved bevidsthed og fuldt bevægelig.  

Se resultatet HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner