Annika Knudsen Lorentsen
Der var i alt 31 ekvipager til start i dagens første kvalifikation for de 5-årige heste i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for ungheste.
Bedst i dag var den unge rytter Jacob Theodor Schmidt i sadlen på Bøgegårdens Comann e. Cristallo I/Bøgegårdens Quidam (opdr. Stina og Jørgen Schmidt). Denne ekvipage red på banen som den sidste og her formåede de at imponere dommerne så meget, at de red sejren i hus.
Jacob er blot 17 år, men alligevel har han hele fire unge heste med ved årets championatsfinaler, hvor han altså netop har redet en sejr i hus. I videoen nederst kan I høre Jacob fortælle lidt om Comann.
– Det var en vældig flot runde, den er super galopperede og har et kraftfuldt afsæt, samt en god teknik. Den gør alt det, som man gerne vil se i en springhest, understregede Johnny Hansen, som sammen med Kenneth Ernst står for vurderingen af de unge heste i dagens kvalifikationer. Comann fik tildelt et 9-tal for dagens runde.
Andenpladsen blev den velspringende Can Talk To Me TD e. Catoki/Acorado (opdr. Trine D. Snitgaard Nielsen), som blev fremvist af Rikke Haastrup Kristensen og ligeledes fik rosende ord med på vejen fra Johnny:
– Det er en super dejlig hest, som har stor kapacitet og som springer ens hele vejen rundt. Den går med et stort overblik og vi har i dag valgt at give hende 8,8.
Tredjepladsen blev delt af Karen Møller Rohde i sadlen på Evolution Ask DWB e. Zirocco Blue/Tannenhof's Cheenook (opdr. Familien Camitz v/Linus Camitz) og Louise Stenvang med Luna Ask e. Favorit Ask/Lambrusco Ask (opdr. Stutteri Ask A/S), som begge opnåede 8,7 i dagens kvalifikation.
I morgen skal 5-års hestene gå deres anden kvalifikation og herefter bliver de 20 bedste sammenlagt kvalificeret til lørdagens finale.
Se resultatet fra dagens klasse HER.