Er søvnmangel hos heste normalt?

29-01-2019 12:59

Heste sover ikke hele natten som os mennesker, men liggende søvn er afgørende for hestens velvære. Heste kan opleve flere forskellige typer af søvnforstyrrelser, og her har vi kigget nærmere på seks årsager

Copyright Ridehesten.com
Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Søvn, søvnmønstre og søvnadfærd hos heste er generelt ikke en af de helt store interesseområder for mange dyrlæger, men flere dyrlæger har ifølge Thehorse.com oplevet tilfælde af søvnforstyrrelser hos heste, og derfor kigget nærmere på søvnproblematikker.

Heste sover ikke hele natten som os mennesker, men liggende søvn er afgørende for hestens velvære. Heste kræver normalt 15 minutter liggende søvn (når der opleves hurtige øjenbevægelser) dagligt, men i modsætning til mange andre arter, kan heste udskyde denne 15-minutters søvn i længere perioder. Historiske data indikerer, at heste kan opleve liggende søvnløshed i to uger, før de begynder at vise kliniske tegn, som kan være delvis kollaps, hvor hesten hurtigt kommer til sig selv.

Ifølge TheHorse.com findes der mindst seks årsager til søvnmangel hos heste

1. Smerter eller fysisk ubehag
Denne kategori omfatter heste, der er blevet diagnosticeret med smertefulde tilstande, som for eksempel alvorlige ledsygdomme, muskuloskeletale sygdomme og mavesår.

Nyheden fortsætter efter annoncen

2. Miljø-årsager
Denne kategori omfatter heste, hvis kliniske tegn løser sig efter hesteejeren eller dyrlægen finder og løser problemet. Det kan dreje sig om ændringer af boksstørrelse, flytning til ny stald, tab af andre heste, som hesten er særlig tilknyttet til, ændring af lyspære, ændringer af dækken, vinduesbeklædning, vejr og mange andre tilsyneladende tilfældige miljø problemer, som ændrer søvnmønstret, når disse løses.

3. Mangel på variation eller kedsomhed
Mangel på variation eller kedsomhed opleves kun hos heste, når de er tvunget til at stå stille i længere tid. Disse heste udtrykker ikke ændret søvnmønster på andre tidspunkter. Ændringer af dagsrutinen vil hjælpe på at løse problemet.

4. Aggressiv forskydning
Heste, der viser overdreven og kontinuerlig aggression mod en eller alle heste i gruppen falder under denne kategori. Disse heste vil reagere positivt på en alfa-hoppe i flokken, eller mere sjældent en alfa-vallak.

5. Borrelia infektion
Heste der er testet positive for en borrelia infektion og som ikke falder under en af de andre kategorier, falder under denne kategori. De viser ikke tegn på ledsmerter, og de reagerer positivt på borrelia-behandlingen.

6. Sleep-terrors eller mareridt
Denne kategori omfatter heste med en adfærd, der ligner mareridt hos mennesker. Dette er en forholdsvis ny opdagelse, hvor alle tilfælde er opdaget siden januar 2012. Det skyldes blandt andet, at det nu er nemmere og billigere at opsætte kamera i stalden.
 

Læs mere om søvnmangel og hvornår og hvordan hesten sover bedst i februarudgaven af magasinet Ridehesten fra 2009. Hvor du kan læse meget mere om, hvordan søvnmangel hos heste giver de samme psykiske og fysiske problemer som hos andre pattedyr inklusive mennesker. Søvnmangel kan føre til kronisk stress, som let kan ses på hestens adfærd. Kronisk stress kan have mange sundhedsskadelige virkninger på hesten. Adfærdsændringer, som er lette at opdage, er generel uro, større nervøsitet, hyppige forsøg på at lægge sig ned, som så afbrydes på halvvejen. På grund af lav tolerancetærskel overfor andre stressfaktorer kan heste, som lider af søvnmangel virke mere nervøse. Det kan betyde, at de pludselig viser overraskende aggressiv adfærd. De kan nægte at arbejde og være ukoncentrerede. Dette er alt sammen forårsaget af søvnmangel, som hos heste give de samme negative effekter som hos mennesker. Oven i dette kommer sundhedsmæssige problemer, der kan udvikle sig. F.eks. forhøjet risiko for koliktilfælde og et lavt immunforsvar.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner