Er du klar til World Cup i Herning?

01-10-2024 10:12

Træernes farve skifter, dagene bliver kortere og koldere, og efteråret har for alvor sat ind, hvilket betyder én ting. FEI Dressage World Cup-stævnet kommer til MCH Messecenter Herning, og du kan godt begynde at glæde dig

Copyright Ridehesten.com
Er du klar til en fantastisk uge med World Cup i Herning? Her ses Patrik Kittel med Touchdown. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

World Cup-stævnet er tilbage for fuld udblæsning i MCH Messecenter Herning i uge 42, og denne gang med et udvidet program, der byder på masser af spændende sport. Der er noget for enhver smag, så alle ridesportsentusiaster kan godt begynde at glæde sig. Der bliver international springning og dressur i to haller, nemlig Jyske Bank Boxen og Blue Hors Arena M. Med spændende nyheder som ungheste Grand Prix-tour og en opgraderet springkonkurrence, lover årets program spænding og oplevelser for enhver. 

Oplev World Cup i Boxen fredag og lørdag
For 18. gang kan du opleve en afdeling af den prestigefyldte World Cup på dansk grund. Det er igen lykkedes arrangørerne, anført af Casper Casøe Krüth, at sammensætte et spektakulært program, der giver både publikum og rytterne en unik mulighed for at opleve verdensklasse ridning på hjemmebane i Herning. 

Det er vigtigt for os, at så mange publikummer som muligt vil komme til Herning for at opleve nogle af verdens bedste ryttere og deres heste live i hallerne. Derfor har vi lavet et helt nyt billetsetup, fortæller Casper Cassøe Krüth på World Cup Hernings hjemmeside, og fortsætter: – Vi kommer kun til at opkræve entre fredag og lørdag i Boxen, til en reduceret pris i forhold til tidligere år, og ellers vil der være fri entre i Blue Hors Arena M alle dage, og også i boxen torsdag og søndag.

Copyright Ridehesten.com
Casper Cassøe Krüth står i spidsen for arrangørerne. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Programmet er sammensat, så FEI Dressage World Cup Grand Prix bliver afviklet fredag formiddag inde i Jyske Bank Boxen, og kulminerer med den afgørende Grand Prix kür lørdag eftermiddag. Efter publikum har nydt godt af dressur i topklasse, følger en stor springklasse, hvor det lørdag aften bliver Grand Prix-springningen, der vil underholde publikum. Mellem afviklingen af World Cup küren i dressur, og den store Grand Prix-springning, vil en god håndfuld modige springryttere prøve kræfter med Six-barren. En højdespringskonkurrence, hvor der er mulighed for, at nogle af dem springer fejlfrit over 2 meter. 

Copyright Ridehesten.com
Jyske Bank Boxen bliver forvandlet til en imponerende dressurscene, med ryttere og heste i topklasse. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Nye tiltag med fokus på de unge stjerner
Mange nye, talentfulde ekvipager er på vej op i sporten. Både yngre ryttere, der er på vej, men også mange topryttere, der har nye og spændende heste undervejs i deres uddannelse. Derfor vil der i år være fokus på de kommende stjerner med en CDI3* på Grand Prix-niveau. Derudover inviterer arrangørerne, som noget helt nyt, til en international ungheste Grand Prix-tour for 8-10-årige heste. 

Udover de unge heste, er der også en del unge ryttere, der fortjener sit spot i rampelyset. Derfor bliver der sat fokus på de yngre ryttere i en tour for U21-rytterne, samt bliver der afholdt den prestigefyldte Lövsta Future Challenge International Dressage Tour for U25-ryttere. Turneringen strækker sig over tre World Cup-stævner, og her er der altså mulighed for at de nogle af de bedste unge U25-ryttere fra hele Europa. 

Copyright Ridehesten.com
Der bliver noget for enhver smag, når MCH Messecenter Herning bliver forvandlet til et sandt hestemekka. Her ses Nanna Skodborg Merrald på Blue Hors Zack. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Opgradering af springsporten
Det er ikke kun dressursporten, som arrangørerne har gjort sig umage med. De internationale springklasser er tilbage i Herning for fuld udblæsning. Efter nogle år, hvor der har været afviklet springning på 2-stjernet niveau, er det nu lavet om, så springningen afvikles på 3- og 1-stjernet niveau med hele tre rankingklasser, hvor springrytterne rider om vigtige point til Longines verdensranglisten. 

Det er ikke kun hestene, der sætter deres hove i Herning. En afdeling af FEI Jumping Ponies Trophy har nemlig også fundet sin vej på programmet. Turneringen er en international konkurrence for ponyryttere med en finale, som man kender det fra World Cup serien. Derudover vender den europæiske EY Cup for U25-springryttere tilbage til Herning, hvor rytterne skal ride om en plads i finalen, der afholdes i Salzburg i december. 

Copyright Ridehesten.com
En håndfuld modige ryttere skal prøve kræfter med Six-barren. Her er det Mie Stuhr-Petersen og Vencel fra sidste år. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Gratis adgang til messen
Som altid er der, sideløbende med mange flotte ridekonkurrencer, en World Cup-messe i Blue Hors Arena M. Her vil der, som vanligt, være mange flotte udstillinger samt mulighed for at shoppe lige det, man står og mangler. Eftersom der kun opkræves entré til Boxen fredag og lørdag, er der altså gratis adgang til messen, hvor der i den ene ende af hallen, afvikles spændende spring- og dressurkonkurrencer sideløbende. 

Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Arena M bliver foruden messen også fyldt med dygtige ekvipager. Her er det Rikke Haastrup Kristensen og Early F. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard.

Du kan se hele programmet her, hvor der helt sikkert bliver noget at opleve, uanset om du er spring- eller dressurinteresseret. Hvis du kunne tænke dig at opleve hele herligheden på tæt hold, kan du købe din billet lige her. 

Kilde: World Cup Herning. 

Copyright Ridehesten.com
Hvis du ikke allerede har planer i uge 42, er MCH Messecenter Herning et besøg værd, når World Cup-stævnet bliver afholdt. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner