Signe Wiese
Tirsdag aften gav den tredobbelte verdensmester i dressur, Edward Gal, clinic ved Oslo Horse Show. En af de deltagende ryttere var norske Silje Bakken, der er beriderelev hos Per Skjærbæk på Mors. Hun fremviste den unge Tailormade Ralph Lauren e. Skovens Rafæl / A-dur (opdr. Mette Høy Olsen), der kun havde været redet ganske få måneder. Hingsten demonstrerede tre gangarter i topklasse, og en ridelighed og et udseende man kun kan drømme om. Da clinic'en var overstået blev Edward Gal spurgt hvilken af de de heste, der havde deltaget i clinic'en, han helst ville have med hjem og arbejde videre med. Og svaret kom prompte: - Den helt unge, det var en god hest, og jeg synes godt om 3-års, synes godt om at have hesten fra starten af, svarede Edward Gal. Derefter kom 3-års hingsten travende ind, mens Tejre Pedersen fra Tailormade Horses fortalte Edward Gal at han kunne tage hesten med sig hjem, og arbejde videre med den. - Nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal sige, det er ikke noget jeg har oplevet så ofte. Jeg vil gerne takke ejeren for at jeg får denne mulighed for at arbejde videre med hesten, svarede en tydeligt overrasket Edward Gal. Efterfølgende fandt Gal ridehjelmen frem og fik afprøvet den unge hest i den store arena; - Det handler jo om kontrol, sagde Gal med et smil. - Og traven føles fantastisk allerede!