Nina Marie Villadsen
Traditionelt betragtede man dyrlæger som dyrlæger og man gik ud fra, at alle dyrlæger kunne det samme og går vi langt nok tilbage, var der nok dem der troede, at dyrlæger kunne alt, ikke mindst blandt dyrlæger.
”jeg tror ikke på dyrlæge-kongen, der ved alt og kan alt, men tværtimod i udpræget grad bekender mig til tværfagligt samarbejde og har gjort det i rigtig mange år”.
”I de senere år er der vokset en tæt underskov af alternative, alternative behandlere op. De har ofte ingen formel uddannelse, som andre alternative behandlere har, de har intet samarbejde med den etablerede dyrlægeverden, som andre alternative behandlere har og de kender, måske af de nævnte grunde, ikke til erkendelse med hensyn til egne evner og begrænsninger”.
”Vi som dyrlæger, alle andre behandlere og hesteejere har et altoverskyggende hensyn at tage: Hensynet til hesten. Den kan ikke selv sige, hvad der generer den, den kan ikke selv vælge, kan ikke protestere og kan kun underkaste sig alle de mere eller mindre velovervejede og velunderbyggede diagnoser og behandlinger, vi finder for godt at udsætte den for, og i værste tilfælde er det hesten, der kommer til at betale den ultimative pris for det.
Derfor og alene derfor skylder vi hesten at gøre vores arbejde ordentligt, omhyggeligt og samvittighedsfuldt alle sammen, hvis vi vil kalde os behandlere, uanset vores uddannelsesmæssige baggrund eller mangel på samme”.
Du kan læse hele fagdyrlæge Peter Busks interessante debatindlæg i martsnummeret af magasinet Ridehesten.
Læs meget mere i magasinet Ridehestens martsnummer.
