Dyrlægen guider: Sådan laver I den realistiske genoptræningsplan

13-05-2020 15:00

Marie Helene Rigård Rohleder

En halt hest, flere uger med boksro, forsigtige gåture og evigt håb om forbedring. Mange hesteejere og ryttere har oplevet, at deres hest har pådraget sig en skade, som kræver en længere periode med genoptræning

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ridehesten har talt med dyrlæge, ph.d. og lektor på Institut for Klinisk Veterinærmedicin Lise Charlotte Berg om, hvordan man skal gribe det an med den svære genoptræning. 

– Alle heste med en skade, hvor der skal tages hensyn til skaden i det arbejde, hesten skal udføre bagefter, skal igennem en form for genoptræning. Genoptræningsplanen skal altid tilpasses skadestypen og den enkelte hest, siger Lise Charlotte Berg. 

Kommunikation, kommunikation, kommunikation
En god genoptræningsplan er det bedst mulige kompromis mellem dyrlægens anbefalinger for det optimale forløb, og hvad der er muligt for hesteejeren/rytteren i praksis, fortæller Lise Charlotte Berg. 

Hun oplever ofte, at dyrlægens udarbejdede plan ikke bliver fulgt af hesteejeren, når hverdagen banker på. Derfor prøver hun at komme problemet i forkøbet. 

– Hvis ejeren tøver, når jeg spørger, hvad de synes om planen, efter jeg har fremlagt den, så ved jeg, at der er noget galt. For kan ejeren virkelig gå med hesten 2 x 30 minutter hver dag? Kan hesten stå i boksro? En genoptræningsplan er ofte det muliges kunst, men hesteejeren skal også være bevidst om, at jo flere kompromisser vi laver, jo højere er risikoen for, at hesten ikke bliver helt rask, siger Lise Charlotte Berg. 

De typiske skader som kræver en længerevarende genoptræningsplan er komplicerede sår, kolikoperationer, frakturer, sene- og gaffelbåndsskader. 

– Vi har mange velafprøvede planer, som vi ved fungerer, hvis de bliver fulgt. Men kunsten er at tilpasse dem til den hverdag, som den enkelte hest har, i samråd med ejeren, siger Lise Charlotte Berg. 

Derfor er det alfa omega, at man som hesteejer eller rytter tør at være ærlig overfor sin dyrlæge. Sige fra, hvis man på forhånd ved, at man ikke kan trække med hesten på jævnt underlag tre gange om dagen. 

–  Og husk, at hvis du er i tvivl om noget, så ring til din dyrlæge. Vær varsom med at lytte til for mange velmenende råd fra andre hesteejere, siger Lise Charlotte Berg. 

Copyright Ridehesten.com
Lise C. Berg. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Pas på med foldtiden 
Boksro betyder boksro, med tryk på ‘ro’.
Langt de fleste skader kræver en eller anden periode med boksro. Særligt i starten af genoptræningen, men boksro kan allerede være aktuelt i starten af skaden. 

– Hvis din hest er halt, så sæt den på boks og ring til dyrlægen. Gå hellere med livrem og seler, når vi taler om halte heste, for en hest halter på grund af smerter, og derfor skal den undgå belastning på området, indtil vi ved, hvad der foregår, siger Lise Charlotte Berg. 

Der er nogle heste, som kan have rigtig svært ved at stå stille i boksen, når eksempelvis foldkammeraterne bliver trukket til- og fra fold, uden den selv må følge med. Og så giver boksroen jo ikke den ro, som den skal. 

– Her fungerer det ofte super godt med små “udendørs-frimærker” i form af mini-paddocks, så hesten kan få lidt frisk luft og følge med i, hvor de andre heste er, fortæller Lise Charlotte Berg. 

Det rigtige team
Ejer, rytter, opstalder, part, dyrlæge, smed, staldpige. Hvor mange mennesker er din hest i daglig kontakt med?
Enhver hest har et team af mennesker omkring den, og det team er også en del af hestens genoptræningsplan, fortæller Lise Charlotte Berg. 

– Her er den gode kommunikationen også guld værd. Eksempelvis er det vigtigt, at staldansvarlig ringer til hesteejer, hvis hesten er ved at splitte sin boks ad, når de andre heste trækkes på fold om morgenen.
Jeg siger ofte til mine hesteejere, at de gerne må give mig skylden eller henvise til mig eller deres faste dyrlæge, når opstaldere og andre undrer sig over, at hesten skal stå i boksro eller være på sygefold i så lang tid, når den jo ikke er halt længere.
Nogle gange kan det blive nødvendigt at flytte hesten til et nyt sted for en kortere periode. Det er vigtigt, at hesteejer tør og kan tale med de andre folk i hestens team, så de sammen kan finde gode løsninger, så det bliver muligt at følge dyrlægens anbefalinger bedst muligt, siger Lise Charlotte Berg. 

Læs mere om genoptræning af den skadede hest i Ridehesten maj-nummeret fra 2018, hvor Lise Charlotte Berg giver flere gode råd om genoptræning. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner