Anna Pørtner
Det internationale dressurstævne i Sint-Truiden i Belgien er i fuld gang, og i dag var det de danske juniorryttere, der repræsenterede de rød-hvide farver. Ella Holm stod for dagens stærkeste danske præstation, da hun red sig ind på en flot andenplads, og så endda i sin internationale debut.
Sammen med den danske varmblodsvallak Sarkozy e. Hofrat/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Peter Christensen) leverede Ella et harmonisk og velovervejet program, som dommerne belønnede med 67,929% - et resultat, der sikrede hende en velfortjent placering som nummer to i klassen. Ella Holm arbejder til dagligt hos Nordentoft, hvor hun har været ansat siden februar 2024. Her flyttede hun hjemmefra med sin hest, for at forfølge drømmen om en hverdag med hestene som omdrejningspunkt. Sammen med Sarkozy har hun haft mange fantastiske oplevelser, og nu kan de altså skrive endnu en på cv'et.
– Det var vores første internationale start, både for Sarkozy og mig. Vi havde en rigtig god tur, trods nerverne sad lidt udenpå tøjet. Men Sarkozy var en sand ven og føltes supergodt inde på banen. Han føltes dejlig frisk efter en lang tur herned, og vi glæder os til endnu en tur i morgen, lød det fra Ella efter dagens flotte resultat.
Førstepladsen gik til den italienske rytter Matteo Borghesi, og set med danske øjne, var det et ganske godt resultat. Matteo havde nemlig den 9-årige DV-vallak Foldbergs Dantino e. Dante Weltino/ Blue Hors Romanov (opdr. Fam. Foldberg v/ Stinna Foldberg) med sig på banen.
Den danskavlede vallak har haft stor succes under den danske ungrytter Frederikke Gram Jacobsen, der arbejder hos Future Dressage ved Anna Toosbuy Rasch, men blev solgt til Holland tilbage i marts. Nu er vallakken så i fuld gang med at skabe succes hos sin nye rytter, der i dag sikrede sig dagens sejr med 69,444%.
Juniorerne var de eneste danskere, der var i aktion i Sint-Truiden i dag, og Ella Holm sørgede med sin flotte præstation for, at Danmark allerede på stævnets første dag markerede sig i toppen. Det er altid glædeligt at se dansk avl præstere internationalt, og i dag var det altså ikke kun en dansk rytter, men ligeledes to danskavlede heste, der besatte podiets øverste pladser.
I morgen venter endnu flere spændende klasser, hvor de danske ungryttere skal på banen som de første, hvorefter U25-, og juniorrytterne igen indtager banen.