Astrid Ø. Sørensen
På det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i DRF i sidste weekend måtte Dan Boyter efter mistillidsafstemningen forlade posten som formand. Kimi Gerd Nielsen blev valgt som ny formand i forbundet, og nu sker der yderligere ændringer:
Den nyvalgte bestyrelse har besluttet, at der er behov for at tilføre DRF's ledelse ny energi og nye perspektiver, skriver DRF på deres hjemmeside. Derfor fratræder direktør Morten Schram Rodtwitt pr. dags dato sin stilling efter gensidig enighed med bestyrelsen. Morten har været direktør i forbundet siden 2019, hvor først Ulf Helgstrand var formand og senere Dan Boyter.
– Jeg har været glad for mine næsten seks år i ridesporten, fortæller Morten og udtaler: – Det har været spændende, udfordrende og en stor fornøjelse at stå i spidsen for nogle super dygtige og engagerede medarbejdere. Jeg har naturligvis forståelse for at der, i en tid som den, ridesporten befinder sig i, er behov for nye kræfter og perspektiver i DRF’s ledelse, og jeg ønsker ridesporten og DRF’s bestyrelse alt det bedste fremover.
Kimi Gerd Nielsen takker Morten for hans engagement og siger:
– Dansk Ride Forbund står overfor en ny tid, hvor det er vigtigt, at få nye øjne på de mange udfordringer som vi de seneste år har haft. En enig ny bestyrelse mener derfor, at det er nødvendigt at få en ny direktør i spidsen for de mange nye tiltag, som skal være med til at sikre ridesporten i Danmark fremover. En sport og hobby, som flere end 200.000 i Danmark elsker og lever med hver dag. Vi vil gerne takke Morten for hans engagement og indsats for dansk ridning gennem flere år og ønsker ham det bedste videre frem, lyder det fra DRF's nye formand.
Kilde: Dansk Ride Forbund