DRF siger stop for berideruddannelsen

29-11-2012 12:30

Signe Wiese

Dansk Ride Forbund meddeler, at forbundets bestyrelse har besluttet, at 2013 bliver det sidste år, hvor der optages elever på træner-/berideruddannelsen. Herefter stoppes der for elevoptag i Dansk Ride Forbunds regi
Copyright Ridehesten.com

I en pressemeddelelse skriver Dansk Ride Forbund: To optagelsesprøver til træner-/berideruddannelsen Der vil blive afholdt to optagelsesprøver i 2013. Den første afholdes for elever, der er i grundforløb med henblik på at gå til optagelsesprøve i januar 2013. Den anden prøve afholdes for de elever, der starter grundforløb til foråret med henblik på at gå til optagelsesprøve i sommeren 2013. Elever, der består optagelsesprøven, vil blive optaget på træner-/berideruddannelsen og kan færdiggøre uddannelserne, såfremt de opnår de fornødne karakterer hertil igennem uddannelsesforløbene. Det skal ligeledes understreges, at alle øvrige elevårgange på træner-/berideruddannelsen bliver færdiguddannede ud fra de gældende uddannelseskrav. Satser på Træner 1, 2 og 3 Dansk Ride Forbund vil prioritere videreudviklingen af Træner 1-, 2- og 3-uddannelserne i samarbejde med Danmarks Idræts Forbund til styrkelse af undervisningskompetencerne i klubberne. Forbundet prioriterer at tilbyde rideklubberne Træner 1-, 2- og 3-uddannelserne til en økonomisk overkommelig pris, samt at tilbyde Træner 1-kurser til certificerede rideklubber gratis. Baggrunden for bestyrelsens beslutning Dansk Ride Forbunds beslutning om at stoppe for elevoptaget på uddannelserne efter 2013 er truffet på baggrund af et omfattende analyseprojekt, der blev iværksat i 2011. Formålet med analysen var dels at afdække, om de træneruddannelser, som forbundet udbyder, er tidssvarende, og dels om de matcher klubbernes og ridesportens fremtidige behov for trænere og kompetencer. Resultatet af analysen, der indbefattede interviews af alle sportsdisciplinudvalgene, Dansk Varmblod, distriktsformændene, beriderelever samt to store online spørgeundersøgelser til klubberne og trænere/beridere, mundede ud i en 130 siders rapport. Dansk Ride Forbunds bestyrelse har ved bestyrelsens sommerseminar og flere bestyrelsesmøder herefter behandlet rapporten, der er offentliggjort på forbundets hjemmeside. Af rapportens resultater fremkom det bl.a., at der er et stort behov for at kvalitetssikre den undervisning, der tilbydes i klubberne, idet 80 % af underviserne i elevskolen er ufaglærte, og at det kun er ca. halvdelen af underviserne af privatryttere, som er faglærte (eksaminerede beridere, trænere eller rideskoleassistenter). Langt en overvejende del af de undervisere, der blev anvendt i de repræsenterede klubber i undersøgelsen, var således ufaglærte. Dansk Ride Forbund anerkender behovet for en rytteruddannelse Det er bestyrelsens holdning, at en styrkelse af underviserkompetencerne i klubberne skal have topprioritet – især på elevskoleniveau, men også på konkurrenceniveau. Det må konstateres, at antallet af trænere/beridere i klubberne er meget lavt og aldrig vil komme op på et tilfredsstillende niveau. Antallet af elever, der gennemfører uddannelsen, er faldende – årgangene er blevet mindre og mindre, og de fleste klubber har ikke økonomi til at aflønne en person med 4 eller 6 års uddannelse bag sig. Driften af den nuværende berideruddannelse er ikke tilfredsstillende, og det er bestyrelsens holdning, at Dansk Ride Forbund som sportsorganisation ikke har de kompetencer og ressourcer, der skal til for at drive en faglig uddannelse af 4 – 6 års varighed. Dansk Ride Forbund anerkender, at der for den samlede hestebranche er behov for en faglig uddannelse i forbindelse med opdræt, tilridning, uddannelse af ungheste og videreudvikling af konkurrenceheste samt træning af eliteryttere på landsholdsniveau, men det kræver en administrativ struktur, som forbundet som nævnt hverken har kompetencerne eller ressourcerne til fortsat at drive. Det er en opgave, som bør prioriteres og varetages af den samlede hestebranche i forening. Kilde: DRF

På Ridehesten har vi allerede være i kontakt med flere rideklubber under Dansk Ride Forbund, hvis bestyrelser udtrykker stor bekymring over Dansk Ride Forbunds beslutning. Klubberne frygter bl.a. for den fremtidige drift, når berideruddannelsen, som i årtier har været så vigtig en del af rideverdenen, nu afskaffes. Ridehesten vil se nærmere på sagen i en artikel i et kommende nummer af Magasinet Ridehesten.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen