Avlerne avler det, rytterne gerne vil have. Rytterne rider hestene, som dommerne gerne vil se. Sådan starter en opsang  til avlerne, rytterne – men mest til dommerne, i en artikel i denne måneds udgave af magasinet Ridehesten.

Hestevelfærd er ikke et abstrakt begreb. Det er en kendsgerning, som man seriøst bør forholde sig til og alvorligt forsøge at gøre noget ved. Det gik som en rød tråd gennem den mere teoretiske del af FEIs unghesteseminar i Warendorf.

Langbenede heste med kæmpe bevægelser er in, men også potentielle kunder hos dyrlægerne. Det viser skadesstatistikkerne, hvor dressurheste langt overgår både spring- og militaryheste, ifølge Dirk W. Rosie, der står bag oplægget. Det er især træningsrelaterede skader. 70 % af skaderne forekommer i de nederste dele af hestens ben, med kodeleddet som det allermest udsatte. Det er den store affjedringsproces, som er hovedproblemet. Hesten er en "tågænger", hvilket gør den til en atlet. Det slider imidlertid på hestekroppen at skulle bevæge sig så ekstremt, som mange heste gør i dag. Er de lange ben yderligere forsynet med lange og svage koder, så er der et seriøst holdbarhedsproblem. Også for deres afkom, hvis det er avlsdyr det drejer sig om. 

Det er dommerne, der har magten
Men hvorfor kommer dommerne og deres forpligtelser ind i billedet? Det gør de, fordi det er dem, der har indflydelse på det, der virkelig sker. Kåringsdommerne gør det først og fremmest rent avlsmæssigt ved at udvælge avlsdyr, der har forudsætningen for at avle holdbarhed. Og her foreslog Dirk Willem, at man involverede veterinære bevægelseseksperter og dyrlæger i udvælgelsesprocessen. Det er dem, der kan sørge for, at hestene bliver gamle.

Men også dressurdommerne fik deres del af kritikken. Læs meget mere i denne måneds udgave af magasinet Ridehesten