Mai Søegaard Espersen
”Jeg var interesseret i en bestemt hest, hingsten Svalegaards Design, men han udgik desværre i dag. Men der er stadig særligt to andre heste, som jeg kunne være interesseret i, og dem er jeg meget spændt på at se, ” fortæller Lena, mens jeg sætter mig ned ved bord nr. 147, der placeret tættest ved ridebanen i Hal M.
Auktionen, der blev åbnet af den populære sangerinde Barbara Moleko, er allerede i fuld gang, og Lena følger fokuseret og interesseret med i fremvisningen af auktionshestene sammen med sin veninde, søster, svoger og lille niece.
En rå hest der kan trænes til topniveau
Lena, der udover de seks års pause, har redet hele sit liv, kommer for at investere i en ung, rå dressurhest, som hun kan ride op fra bunden, og for hende er det ekstremt vigtigt, at hesten har noget at byde på:
”Jeg er konkurrencemenneske helt ind i knoglerne, og det er vigtigt for mig, at vi kan nå langt sammen. Det behøver ikke være Grand Prix niveau, men vi skal gerne nå i hvert fald Intermediare, og jeg er klar til at udnytte hestens fulde potentiale,” forklarer hun, mens auktionarius og formand for Dansk Varmblod Casper Cassøes velkendte dybe stemme danner lydtapet for det, der foregår på den midlertidige ridebane.
Den rigtige fornemmelse
Lena Smedegaards beslutning om at investere i en atlet, der kan leve op til hendes konkurrencementalitet og forventninger om at gå sportsklasser på højt niveau blev taget for et par måneder siden, hvor hun først kiggede lidt rundt omkring hos private sælgere:
”Jeg kan godt lide at se hesten lidt an og måske prøve den et par gange, inden jeg køber, og det er jo egentligt lidt svært her på Forårsauktionen, hvor det går hurtigt, selvom man selvfølgelig kan se dem an i stalden,” fortæller Lena, der dog ikke havde meget held med at finde en hest på det niveau, hun drømmer om, på det private marked, og derfor sidder her i MCH Messecenter Herning med både lyst og mulighed for at købe den helt rigtige hest.
Familiehest eller topatlet
Lena, der har holdt helt pause fra ridning, mens hendes unger var små, fik for et år siden lyst til at have hest igen. I første omgang var hun dog i tvivl om, hvilken type hest hun skulle gå efter:
”Jeg har børn på seks og otte år, og enten så skulle jeg købe en god familiehest, der kunne gå i skoven, og som var stille og rolig, eller også skulle jeg gå all-in og købe en hest, der kunne nå toppen,” fortæller Lena, der traf valget om en topniveau-hest, fordi hun kunne mærke i maven, at det var tid til at gå efter drømmen:
”Jeg har opsparingen og tiden til det nu, og jeg kan mærke, at jeg skal gå efter det her 100 procent,” fortæller Lena og bladrer hen på kandidat 39, hingsten Valløs Filip på tre år, i auktionskataloget:
”Jeg var nede og kigge på ham her i stalden, og jeg glæder mig virkelig til at se ham på banen. Hvis jeg er tilfreds, kommer jeg helt sikkert til at byde på ham,” siger Lena, der har et budget på omkring 250.000 kroner.
Mærk efter i stalden
Selvom der ikke er mulighed for at se hestene an over lang tid, som det er tilfældet, når du køber af en privat sælger, så kan du som køber gå rundt i stalden og se de heste, du har kigget på hjemmefra, og det fungerer rigtig godt for Lena:
”Det er rigtigt godt at være nede i stalden, for det føles mere virkeligt, når du ser hestene i virkeligheden og ikke på en videofilm. Det handler om at have den rigtige fornemmelse af hesten, og for at man kan få det, skal man have muligheden for at komme tæt på den og mærke, hvordan den er,” fortæller Lena, der efter Svalegaards Design udgik fra auktionen, brugte godt med tid på at kigge på resten af auktionshestene i stalden:
”Udover Valløs Filip faldt jeg også for Fashion Rose, selvom hun nok er lidt for stor til mig. Hun er 174 cm i stang, men rytteren, der skal fremvise hende, er cirka på min højde, så det kan jeg vurdere, når jeg ser hende om lidt,” fortæller Lena.
Svalegaards Design er hesten for mig
Man skal ikke bruge meget tid sammen med Lena, før man mærker, at den målrettede og ambitiøse amatørrytter har kastet sin kærlighed på Svalegaards Design, der ikke længere er med i dagens auktion:
”Han var lige en hest for mig, og jeg var faktisk nervøs for, om prisen ville blive for høj for mig. Jeg var faktisk villig til at bruge mit budget - og lidt mere på ham, med mindre han havde skuffet meget på banen i dag, og jeg tror, at det ender med, at jeg køber ham senere, hvis jeg får muligheden,” siger Lena, der lod armen liggende i skødet og dermed undlod at byde på både Valløs Filip og Fashion Rose i dagens auktion.
”Fashion Rose er en smuk hest og jeg kan godt lide hendes exteriør, men hun bliver for stor for mig, og Valløs Filip var jeg fristet af, men jeg var ikke tilfreds med hans galop – og den der fornemmelse af, at det er den helt rigtige hest, den var der altså ikke helt, så jeg turde ikke byde på ham, selvom prisen faktisk var fornuftig,” siger Lena og understreger, at det er vigtigt for hende som privat person, at hun er helt sikker på sit køb:
”Det er en engangsinvestering. Jeg skal jo ikke have en masse heste. Jeg skal bare have en, og det skal være det helt rigtige match, så jeg kan træne den op og have gavn af den i rigtig mange år,” afslutter Lena, mens Casper Cassøe afslutter årets sidste salg med et sikkert slag med auktionshammeren.
Årets auktion
Auktionarius Casper Cassøe havde 26 unge rideheste og unge hingste under hammeren til årets Forårsauktion, der fandt sted lørdag d. 10. marts. Ifølge auktionsansvarlig, Jørn Jensen, var årets kollektion både bred og af meget høj kvalitet, og derfor var det noget at komme efter for både amatører og professionelle ryttere.
Med 18 ud af 26 heste solgt lander årets salgsprocent på 73, og den samlede salgssum er 570.000 euro – eller godt 4.246.158 millioner danske kroner. Det giver en gennemsnitspris på 30.000 Euro – i danske kroner cirka 223.482.
Den 3-årige hingst, Hesselhøj Gnags (e. Grand Galaxy Win/Tailormade Lancelot), blev dagens dyreste salg med en pris på 125.000 Euro, hvilket er lige i underkanten af 1 million danske kroner.
Artiklen er tidligere bragt på everhorse.dk
Den norske dressurrytter Trude Kasparek Hestengen har fået en ny talentfuld DV-hest i stalden. En meget spændende hest, der tidligere har været udtaget til hingstekåringen i Herning
Propositionerne til World Cup Herning stævnet ligger nu online, og der er åbnet for tilmelding. Flere springryttere er allerede udtaget
Det udmeldes, at den 16-årige holstenerhingst Carinjo, der er kåret i Dansk Varmblod, nu trækkes fra sporten for udelukkende at tjene som avlshingst
Når World Cup Herning skydes i gang senere i dag, bliver det muligt at opleve den svenske springrytter Douglas Lindelöw som har en frisk World Cup-sejr i bagagen, mens Carina Cassøe Krüth har meldt klar i World Cup-klassen
I forbindelse med præmieoverrækkelsen ved stævnet i Pforzhein faldt tyske Dorothee Schneider af sin hest Fohlenhofs Rock'n Rose, da hoppen kollapsede og døde formodentligt som følge af et brud på hovedpulsåren
Nyhedsbrevet ”Opdatering vedrørende manglende indsyning af 3-års hingste” fra Helgstrand Dressage i dag har medvirket til at Dansk Varmblod nu har lavet en redegørelse af forløbet omkring 10-dages testen fra deres side
Mette Weye tog til Spanien for at arbejde og fandt ved et tilfælde sin drømmehest Alondra, som var blevet konfiskeret fra en 16-årig narkohandler. Hun tog Alondra med hjem til Danmark, men det var ikke helt uden besvær
Sidste års danmarksmester, Tina Chabert Jensen, mistede i sidste uge sin mesterskabshest og bedste ven, da Ælling måtte aflives grundet akut tarmslyng
For tre uger siden mistede Preben sin bedste ven på operationsbordet på Højgaard Hestehospital. Det var hestetransportør Jens Overgaard, som kørte hesten til hospitalet, og bagefter besluttede han at hjælpe med at finde en ny rolig koldblodshest til Preben, som bor på et bosted. I går flyttede shiren Kong Arthur ind
I japan kniber det for alle galopheste med at følge med den hvide hoppe Sodashi, der foreløbigt er ubesejret
Daniel Bachmann Andersen som sidste år gik selvstændig, glæder sig til at gå en spændende stævnesæson i møde. Om en uges tid drager han afsted mod det internationale stævne i Hagen, hvor han medbringer intet mindre end tre heste i Grand Prix-klasserne
Som tilbagemelding på gårsdagens udmelding fra Dansk Varmblod vedrørende 10-dages testen, har Helgstrand Dressage nu udsendt en pressemeddelelse. Læs den her
Berider Laila Pedersen, der senest har været ansat hos Nordentoft Equestrian og tidligere på Katrinelund igennem flere år, er blevet ansat som springrytter på Stutteri Ask
Fem hingste blev fremstillet ved Dansk Varmblods Efterkåring på Vilhelmsborg i aften, hvor en hingst opnåede adgang til 10-dages prøve med henblik på avlsgodkendelse