Trine Askjær-Jørgensen
I Grindsted Rideklub er der denne weekend C-stævne med mellemrunden i Pavo og Dansk Ride Forbunds championater for unge dressurheste. Mellemrunden afholdes to steder i landet; Grindsted i vest og Heslegård Sportsrideklub i øst, hvor 5- og 6-års hestene tidligere i dag var i ilden.
På Grindsted Rideklub var der her til eftermiddag hele 46 4-års heste til start i i championatets mellemrunde.
Vinderen af klassen blev Anders Uve Sjøbeck Hoeck med Quinn G. e. Quaterhit/ Fassbinder (opdr. Helene Geervliet), der red sig til 9,3 for trav, 8,3 for skridt, 9 for galop, 8,8 for ridelighed og 9 for kapacitet, hvilket gav en samlet score på 88,800 og dermed sejren i klassen.
På andenpladsen kom Anne-Marie Hosbond med hoppen Fabulosa, der fik 9,2 for trav, 8,5 for skridt, 8,7 for galop, 8,8 for ridelighed og 8,9 for kapacitet og dermed en samlet score på 88,200.
Tredjepladsen gik til Josefine Dahl Hoffmann med Nordentoft's Ibi-Alabast e. Asgard's Ibiza/ Alabaster (opdr. Nedergaard Dressage Vicki og Jørgen), som fik 8,4 for trav, 8,9 for skridt, 9 for galop og ridelighed samt 8,8 for kapacitet, hvilket gav en samlet score på 88,200.
På grund af de mange startende i klassen var der hele 11 placerede – se klassens resultat her.
I 7-års klassen var der her til aften ni ekvipager til start.
Vinder af klassen blev Signe Kirk Kristiansen med den tidligere avlshingst og UVM-deltager, Suarez e. Sezuan/ Desperados. Sammen red de sig til 8,2 for trav, 7,9 for skridt, 8,1 for galop, 8 for ridelighed og 8,3 for kapacitet. For gangartsdelen fik ekvipagen 81,000, mens det for programdelen blev til 71,1542, hvilket gav en samlet score på 76,077.
På andenpladsen kom Rikke Dupont og Grand Galiano e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Lotte og Gert Buchhave), som tidligere har vundet unghestechampionatet i Herning. Ekvipagen opnåede 8,3 for trav, 7,5 for skridt, 7,7 for galop og 8 for både ridelighed og kapacitet. Den samlede score lød på 75,205, idet gangartsdelen gav 79,000 og programdelen 71,410.
Tredjepladsen gik til endnu et afkom efter Grand Galaxy Win, nemlig Logo's Gaya, der har Blue Hors Don Romantic som morfar og er opdrættet af Jette Fries. Med Emma Ahlberg i sadlen scorede hoppen 8,2 for trav, 8 for skridt, 7,5 for galop, 7,8 for ridelighed og 8,2 for kapacitet. For selve gangartsdelen fik hoppen 79,400, mens programdelen gav dem 70,385, og dermed en samlet score på 74,893.
– Det er bare gået mega godt. Det har været en fantastisk dag; der har været så mange mennesker, dejligt vejr og skønne omgivelser. Det har været en lang dag, men det er gået supergodt, og der har bare været masser af gode heste. Hallen var stuvende fuld af tilskuere, og det forstår man jo godt, fordi det er jo spændende for både avlere, ryttere, børn og alle at se på. Det er første gang vi har 7-års-klassen her, og det har bare været fedt, fordi så får man lige det næste uddannelsestrin at se. Det hele har kørt godt, og vejret har bare været perfekt, fortæller Lisa Hansen fra Grindsted Rideklub, der har haft en supergod oplevelse med de mange besøgende, som også har bemærket, at den ekstra indsats klubben har gjort for at gøre cafeteria og hele stedet indbydende, virkelig har lønnet sig.
I morgen står den på 5- og 6-års championatsklasser, hvor der er henholdsvis 31 og 21 ekvipager meldt til start.