Danske topresultater i Oldenburg

15-11-2014 12:52

Danskerne imponerer allerede i placeringsrækkefølgerne ved det internationale spring- og dressurstævne i tyske Oldenburg – både hvad angår kvalitet og kvantitet

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Allstar - her ved JBK Horse Shows 2014.

Det har bestemt ikke skortet på danske placeringer de to første stævnedage i Oldenburg, hvor danskerne har høstet den ene topplacering efter den anden.

Torsdag startede med en tredjeplads til Clara Hallundbæk i CSIAm Small Tour (115 cm) på Dibidoe, mens femtepladsen i samme klasse gik til Jørgen Hallundbæk på Cosmeo.

CSIAm Medium Tour (125 cm) gav en fjerdeplads til Marianne Hallundbæk på RDH-hoppen Tårupgaards Troja e. Solos Landtinus/May Sherif (opdr. Chresten H. Espensen), mens Clara Hallundbæk blev nummer syv på Pauldarys Pocket Rocket og Louise Høj blev nummer otte på Quinta.

Clara Hallundbæk var også placeret i CSIAm Large Tour (140 cm) med en ottendeplads på Quimono de la Roque.

I Youngster Cup CSIYH1* (135 cm) sprang Lars Bak Andersen sig til en fjerdeplads på Fine Edition, mens Søren Pedersen på Tailormade L’Aveu kom lige efter på femtepladsen og Andreas Schou på Chalisco blev nummer 12.

Christian Schou stod bag fredagens første danske placering, da han på Cabanus sprang sig til en sjetteplads i CSI2* Mellem Tour (140 cm). I samme klasse opnåede Lars Bak Andersen en ottendeplads på Nora.

Medium Tour CSIAm (130 cm) bød på hele fire danske placeringer: en fjerde- og en ottendeplads til Clara Hallundbæk på henholdsvis Pauldarys Pocket Rocket og Dibidoe, en 11. plads til Louise Høj på Quinta og en 12. plads til Jørgen Hallundbæk på Deus.

Herefter var det tid til den firestjernede CDI Grand Prix dressur, hvor en enkelt dansker var til start, og det blev da også til en syvendeplads til Lisbeth Seierskilde på DV-vallakken Jonstrupgårdens Raneur e. Ragazzo/Schwadroneur (opdr. Gert Pedersen), mens klassen blev vundet af tyske Kristina Sprehe på hingsten Desperados e. De Niro.

Endelig sluttede fredagen af med en tostjernet CSI Stor Tour (145 cm), hvor Andreas Schou opnåede en flot delt andenplads på Allstar, mens Søren Pedersen blev nummer fem i klassen på Tailormade Cavetta.

Se flere resultater HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner