Danske heste viser vejen i Florida

13-01-2010 11:06
Dansk Varmblods heste står forrest på resultatlisterne for Grand Prix og Intermediaire efter Wellington Dressage Classic 1 i weekenden

FEI Intermediaire II blev i lørdags vundet af den amerikanske toprytter Arlene Page alias "Tuny" og hendes DV-hoppe Alina, der i Danmark er bedre kendt som sølvmedaljehoppen Alina Lindebjerg e. Michellino/Diamant opdrættet af Ulla og Kristian Bech. Ekvipagen vandt klassen med 65,526%, og Tuny fortæller Ridehesten.com, at hun ikke er i tvivl om, at Alina (i Danmark redet af Laura Knabe og Jens Holm Kristensen) vil debutere i Grand Prix her i foråret. Alt er ved at være plads, forsikrer hun. I klassen FEI Grand Prix de Dressage var der igen danske varmblodsheste at finde i toppen. Shawna Harding har med sin danske vallak Come On III haft enorm succes i lilletur og blev i 2008 amerikansk mester. For et år siden debuterede hun og Come On III e. Come Back II/Lantaan (opdr. Birthe og Mogens Kløve-Mogensen) i Grand Prix, og i lørdags tog ekvipagen sejren i Wellington med 69,787%. Danske Lars Petersens kæreste Melissa Taylor blev nr. 3 med 66,596% på den danske Schumacker Sølyst e. Schwadroneur/Ragtime (opdr. Poul Erik Pedersen). Søndag blev Shawna Harding og Come On III nr. 2 i FEI Grand Prix Kür med 71,500% kun slået med 0,25%

Links

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen