Anna Pørtner
I weekenden blev der afholdt landsstævne på Moldegaard Ryttersportsklubb nær Bergen i Norge, og her var der dansk islæt blandt vinderne. Den danskavlede DV-vallak Hot Question tog nemlig en flot sejr i søndagens Intermediare I med sin norske rytter og ejer, Eline Oftedal Lode.
Hot Question er efter Hotline med Londonderry som morfar, og er avlet af Karin og Gert Rasmussen. Som ung blev han fremstillet under hingstekåringen i Herning af Blue Hors og derefter solgt videre til Poul Fabricius-Bjerres dressurstald, Sølyst Dressage. Herfra gik turen til Steen Poul Bundgaard på Sandbjerg Ryttergaard, som blev ejer af den talentfulde vallak.
Under hele sin uddannelse har Hot Question været under kyndig vejledning af Gitte Happel, der med stor tålmodighed førte ham fra sit første stævne og hele vejen op til Grand Prix-niveau. Undervejs opnåede ekvipagen blandt andet en finaleplads i Bundgaard Byg Cup og en udtagelse til bruttogruppen til UVM som 5-års.
I sommeren 2023 valgte Steen at sælge Hot Question, og det blev Gitte Happel selv, der overtog ham:
– Nem var han ikke. Faktisk ville han slet ikke arbejde, og begyndte at smide rytteren af, fortæller Gitte ærligt og tilføjer: – Men med tålmodighed og masser af kærlighed lykkedes det at få ham med på legen igen.
I november 2024 var vallakken blevet så ridelig, at Gitte solgte ham videre ved hjælp af Stald Danhorse. Hot Questions nye hjem blev i Norge ved Eline Oftedal Lode, som stadig ejer og rider ham den dag i dag. Parret har allerede haft stor succes sammen, og placerede sig blandt andet som nummer seks ved det indendørs norske mesterskab, og nu kan de altså fejre en flot sejr sammen i Intermediare I med 65,790%.
– Det er virkelig en solstrålehistorie, og jeg er glad for, at det går ham så godt, afslutter Gitte Happel, der troligt følger vallakkens nye tilværelse i Norge.