Dansk succes til militarystævne i Tyskland

30-09-2024 10:08

I den forgangne weekend har otte modige militaryekvipager været til start i tyske Mechtersen for at ride internationalt stævne. Her er det blevet til flere flotte placeringer til danskerne

Copyright Ridehesten.com
Zenta Vinther med DV-hesten Højbo's Zoe. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

I den forgangne weekend klarede flere af de danske ryttere sig rigtig flot ved det internationale militarystævne i tyske Mechtersen. Nogle af danskerne red CCI2* mens andre havde international debut på CCI1* niveau. Her blev der leveret flere flotte ridt og placeringer. 

Én af dem, der klarede sig godt i weekenden, var danske Zenta Vinther med DV-hesten Højbo's Zoe e. Blue Hors Zack/ De Noir (opdr. Betina Berwald og Per Christensen), der red CCI2*. Lørdag skulle de på banen første gang, hvor de skulle prøve kræfter med dressuren. Parret leverede et flot ridt, der blev belønnet med 30,2 strafpoint, hvilket svarer til 69,77%. Det lagde ekvipagen på en foreløbig femteplads inden springningen og terrænet. 

Senere blev det tid til, at Zenta og Højbo's Zoe skulle på springbanen. Her leverede parret en imponerende præstation endnu en gang, hvor de red en fejlfri runde og dermed lagde sig på en foreløbig andenplads inden terrænet. Nu var det altså spændende, om parret kunne ride en fejlfri tur i terrænet, og dermed gøre sig forhåbning om en topplacering. Senere lørdag var det så tid til terrændelen, og her sneg der sig desværre 12 fejl ind for ekvipagen, hvilket skubbede dem ned på en samlet sjetteplads efter alle tre discipliner. 

Copyright Ridehesten.com
Zenia og Højbo's Zoe blev samlet nummer seks efter alle tre discipliner. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Søndag var det atter tid til, at de danske ryttere skulle på dressurbanen, denne gang i CCI1*. Her var hele seks danske ekvipager til start, hvoraf to af dem lagde sig i top-10 ud af et stærkt felt på 41 deltagere, nemlig Petrea Hyldgaard Thomsen og Mikkeline Elvira Gandløse, der havde international debut udenfor landets grænser. Petrea red et flot program i sadlen på DV-vallakken Hot Quinto e. Quintet/ Heartbeat (opdr. Jørgen Peder Albertesen), og blev belønnet med 31,2 strafpoint, hvilket svarer til 68,80%. Det placerede ekvipagen på en foreløbig fjerdeplads. Ligeledes red Mikkeline og Karl Vt e. Cornettino Ask/ Verdi et flot program, der med 33,6 strafpoint svarende til 66,41% lagde dem på en foreløbig 10. plads. 

Copyright Ridehesten.com
Mikkeline Elvira Gandløse og Karl Vt havde international debut. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

I springningen sneg der sig desværre nogle dyre fejl ind for Petrea og Hot Quinto, men da Petrea havde mere end én hest til start, formåede hun alligevel at ride sig i en flot placering efter springningen på sin anden hest, nemlig Dario e. Diadon/ Campbell. Her lagde ekvipagen sig, efter dressur og springning, ind på en foreløbig sjetteplads inden de skulle i terrænet. For debutant, Mikkeline, skubbede springningen hende op på en foreløbig niendeplads, hvilket blot gjorde terrændelen endnu mere spændende. 

Copyright Ridehesten.com
Petrea Hyldgaard Thomsen red flotte resultater ind i weekenden. Her ses hun på hesten Kim Possible. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Søndag eftermiddag var det dermed blevet tid til, at de danske ekvipager skulle ud i sidste del, terrændelen. Her formåede Petrea og Dario at ride en imponerende fejlfri tur med en god tid, hvilket skubbede dem op på en flot sjetteplads efter terrændelen. Samlet over alle tre discipliner blev det til en syvendeplads for Petrea og Dario. Ligeledes gik terrænet godt for debutant Mikkeline, da hun også passerede målstregen fejlfrit, og endte som syvende bedste i terrænet. Samlet over alle tre discipliner endte Mikkeline og Karl Vt på en flot 11. plads i deres internationale debut. 

Du kan se stævnets start- og resultatlister her. 

Copyright Ridehesten.com
Med en samlet 11. plads blev det en godkendt international debut for parret. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner