Britt Carlsen
Knap 70 ryttere mødtes i Basisbak Trophy en 1,50 m klasse, der også gjalt som kvalifikation til søndagens store Grand Prix klasse. Thomas Velin og Chopin van het Moleneind var tæt på at nå omspringning, da han var fejlfri på forhindringerne, men måtte indkassere en tidsfejl. Flere danskere gjorde gode forsøg på at nå med i omspringningen, og det lykkedes for to af dem; Søren Knudsen og ungrytteren Isabell Jasmin Kristoffersen, begge ridende på danske heste. I omspringningen, der talte 12 ryttere satsede Søren Knudsen på en god tid med Harry K e. Equest Carnute, men desværre blev den 8-årige vallak lidt stærk og spændt i en vending, og det kostede nedslag. Søren sluttede på 8. pladsen, men opnåede kvalifikation til Grand Prix'en. 18-årige Isabell Jasmin Kristoffersen havde redet en særdeles overbevisende, fejlfri hovedspringning på den 10-årige Bror Bally-søn Beckham Roentved. Isabell rider sit første år som ungrytter, og hun trænes af Shane Cary. I omspringningen red hun efter en fejlfri runde, uden at satse, men på vejen faldt der en enkelt bom. Hendes resultat rakte til en 6. plads i klassen, og en kvalifikation til Grand Prixen. Vinder blev tyske Tim Rieskamp-Gödeking og Quartz foran den brasilianske rytter Carlos Ribas og schweiziske Theo Muff. Svenske Janneke West og den danskkårede avlshingst Vivaldi K imponerede i både hoved- og omspringing og de sluttede på fjerdepladsen.