Daniel: Jeg glæder mig helt vildt til at ride i Boxen igen (video)

10-03-2022 19:45

Trine Askjær-Jørgensen

Vi har taget en snak med Daniel Bachmann Andersen, der de kommende dage både starter 5-stjernet international dressur og skal være testrytter på de 5-årige heste i Blue Hors Unghestechampionat i dressur

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen med Marshall-Bell. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I morgen, fredag, starter den 5-stjernede internationale dressur, som finder sted under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Det er som bekendt to år siden, at hele hestebranchen sidst var samlet til den årlige event i Messecenter Herning, og det var faktisk netop i 2020, at der første gang blev afholdt 5-stjernet dressur. En begivenhed, der blev et stort tilløbsstykke for publikum. Derfor er det dejligt, at vi igen i år har fornøjelsen af at se top-dressur i Jyske Bank Boxen, og det er en startliste med mange spændende ryttere og heste.

Vi har taget en snak med dressurrytter Daniel Bachmann Andersen i FEI-stalden i Herning, hvor han her til eftermiddag er ankommet sammen med Marshall-Bell e. Blue Hors Don Romantic/ Michellino (opdr. Tina Christoffersen & Nicolai Jepsen). De to stiller til start først på dagen i morgen, fredag, hvor den 5-stjernede dressur starter med Grand Prix. Lørdag står den på Grand Prix kür.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Startliste for fredagens Grand Prix.

Daniel fortæller, at han er helt vildt glad for at være tilbage i Herning, og at han glæder sig til at ride i Boxen igen. Den nu 10-årige vallak Marshall har faktisk kun startet 7 stævner i sit liv, fortæller rytteren, og kun meget få af dem indendørs, hvoraf ingen af dem har været med publikum pga. Corona. Derfor bliver det spændende at se, hvordan Marshall tager de imponerende omgivelser og atmosfæren i Boxen.

Udover den 5-stjernede dressur får vi også fornøjelsen af Daniel i Blue Hors Unghestechampionat i dressur, når han på lørdag og søndag skal være testrytter på alle de 5-årige heste. Det er også noget, han glæder sig meget til at prøve for anden gang.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen