Annika Knudsen Lorentsen
Ridehesten har under OL allieret sig med en række eksperter, og derfor vil banebygger, Bo Bak Andersen guide os igennem OL-springbanen, her på den første konkurrecedag. Andreas Schou og Darc De Lux e. Darco/Contender (opdr. Morten Augustinus), rider på banen som startnummer 43 i den første individuelle konkurrence. Find startlisten HER.
– Det er overordnet en veldesignet bane, og der er mange klassiske linjer, og det meste er faktisk noget, som vi kender til, og er vant til at se, forklarer Bo Bak Andersen, og fortsætter:
– Det er dog en ret lang bane, særligt når man tænker på, at det er den første dag, og derfor kan vi også forvente, at det nok bliver en ganske udfordrende bane at komme igennem. Varmen spiller jo også ind i Tokyo, og der er ingen tvivl om, at hestene skal være i virkelig god form, og klar til opgaven.
En god bane til Andreas
Bo Bak Andersen har set Andreas ride et utal af baner, og netop den bane, der møder rytterne i dag, forventer han bør fint til den danske rytter.
– Banen bør passe fint til Andreas, da han er mester i at ride i rytme og balance, og på den måde har en godt udgangspunkt for at løse alle de relaterede afstande optimalt.
Fra blid start til en krævende slutlinje
Dagens springbane byder på 14 forhindringer, hvor der i alt er 17 spring, da ekvipager både vil møde en trekombination og et dobbeltspring. Banen starter på en okser i det ene hjørne, og så skal der rides buet spor ned på nr. 2, som er en lodret.
– Det er umiddelbart en dejlig start, hvor alle kan komme godt i gang, præcis som man ønsker det, men så fra nummer 3 støder vi på den første relaterede afstand af mange rundt på banen.
Rytterne rider efter spring nr. 2 volte tilbage på spring nr. 3, som er okse. Herfra rides der ned på trekombinationen (nr. 4A, B og C), som består af to lodrette, og til sidst en okser.
– Vi kender jo ikke afstanden fra nummer tre ned til trekombinationen ud fra baneskitsen, men det kunne meget være en relativt klassisk afstand. I trekombinationen ser vi, at det er lodret, lodret og så okser, og jeg vil tro, at der mellem springene er det, som vi herhjemme vil kalde en lang afstand. Der er sket noget med standarden, sammenlignet med for 3-4 år siden. Det betyder, at man virkelig skal have en hest der vil springe fejlfrit, og som trækker godt ind igennem kombinationen.
Det er ved OL, at man normalt møder nogle af de mest krævende baner, og det gælder særligt, hvis man ser på højden af forhindringerne. Det lader også til, at rytterne vil møde meget høje forhindringer, allerede fra den første dag, hvor det er oplyst, at forhindringerne har en højde på op til 165 cm.
– Det er altid lidt mystisk med OL. I håndbold spiller man altid to gange 30 minutter, uanset om det er OL eller en almindelig kamp herhjemme, men i ridesporten har man en tendens til, at det lige skal være en tak sværere ved OL. Vi kan jo først rigtig se det, når banen er bygget, og når rytterne rider på banen, men hvis mange af forhindringerne bliver 165 cm, så bliver det rigtigt svært. Jeg kunne dog godt forestille mig, at det er et par af de lodrette, der har den højde, og så vil flere af okserne måske være omkring 155 cm, forklarer Bo Bak Andersen.
Efter trekombinationen rides der en bue rundt til nr. 5, som er en trippelbar, hvorefter der er en afstand ned til en lodret (nr. 6), med vand under.
– Efter trekombinationen har man en lille puster, mens man vender rundt til trippelbaren, og så er der ellers en fast afstand ned til en lodret med vand under. På baneskitsen ligner det, at vandet ligger bag lodretten, og det betyder, at man inden springet skal få hesten til at bakke af og samle sig sammen, så den springer fejlfrit op over, uddyber Bo.
Derefter fortsætter banen rundt i en bue, inden man støder på spring nr. 7, som er en lodret. Herefter er der en relateret afstand ned til den store vandgrav, spring nr. 8, hvorefter der følger endnu en afstand ned til en okser, som er spring nr. 9.
– Det er faktisk en ret klassisk måde at bygge på, men vi kender jo ikke afstandene mellem forhindringerne, så her kunne der godt ske at være mulighed for at ride flere antal galopspring ned mod vandgraven, fordi banebyggerne måske, har valgt at lave det, som jeg kalder en skæv afstand. Rent teknisk skal rytterne sørge for at holde ro efter vandgraven, så de ikke mister rytmen ned mod okseren.
Herefter rides endnu en volte tilbage på spring nr. 10, som er en lodret, hvorefter, der kommer en relateret afstand ned til en okser (nr. 11).
– Efter linjen med vandgraven, vender vi til en linje med en ny afstand, og derefter møder vi den sidste del af banen.
Efter spring nr. 11 rides der i et buet spor hen på nr. 12, som er en lodret, hvorefter der er en afstand ned til et dobbeltspring (nr. 13A og B), hvor der rides okser ind og lodret ud. Efter dette dobbeltspring kommer der endnu en afstand, denne gang på buet spor, ned til den afsluttende okser, som har nr. 14.
– Når man lander efter spring nr. 11 er der nok mange heste, der vil føle, at de er færdige. Allerede her, har de gået en bane, som har en længde, der meget vel kunne være en fuld bane ved mange andre stævner, men så møder de lige den sidste slutlinje. Det er en krævende slutning på banen, og her skal hestene virkelig vise, at de er i god form.
Rytterne kan føle sig i trygge hænder
Banen er designet af den spanske banebygger, Santiago Varela, som i samarbejde med den teknisk delegerede, hollandske Louis Konikx, har fundet frem til, at det er netop denne bane, der skal møde rytterne senere i dag.
– Louis Konikx, som er teknisk delegeret ved OL, er ham, der skal være en del af banebyggerteamet ved VM i Herning næste år. Jeg er sikker på, at han sammen med den spanske banebygger, har forberedt banen godt, og diskuteret det grundigt igennem, forklarer Bo, og fortsætter:
– Rytterne er i trygge hænder, når det er de to, der står for banebygningen, og jeg har stor tiltro til, at de bygger noget der er springbart, og passende for et OL.
