Blue Hors Doolittle ude af avlen

13-01-2010 08:18
Avl
Mange danske avlere har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor den tidligere fløjhingst og materialprøvevinder Blue Hors Doolittle er ude af avlen i år
Copyright Ridehesten.com
Blue Hors Doolittle (Foto: Ridehesten.com).

Den tyskfødte, sorte dressurhingst Blue Hors Doolittle e. Blue Hors Don Schufro / Lauries Crusador xx var som 3-års fløjhingst i Dansk Varmblod og vinder af 35-dages afprøvningen samme år, hvor han opnåede et 10-tal for temperament og 9,5 i ridelighed. I år fylder hingsten 5 år og havde sidste år sin første følårgang med 131 registrerede føl. Sandsynligvis bliver følårgangen 2010 hingstens sidste, idet den ikke indsættes i avlen i år. Esben Møller, Blue Hors ApS, er ikke i tvivl om, at Doolittle er en fin dressurhest, som nok skal nå hele vejen, men han holder sig også klart, at der er forskel på en god dressurhest og en god avlshingst. - Vi har fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil vide, hvorfor Doolittle ikke er i vores hingstekatalog i år, og det er simpelthen en beslutning, vi har taget på grundlag af den første følårgang. Føllene efter Doolittle har generelt ikke haft den forventede kvalitet og på en hingstestation som Blue Hors med en stor hingstekollektion er kun det allerbedste godt nok. Det er blot i hoppeejernes interesse, at også hingstestationen selv selekterer i hingstene og dermed holder standarden på et højt niveau. - Vi stiller visse kvalitetskrav til vores hingste, fortæller Esben Møller, og føllene efter Doolittle har vist nogle fælles eksteriørtræk, som vi ikke syntes er optimale, selv om de generelt har været velgående.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner