Camilla Tiefensee Schrøder
BBH Basisinstruktør-uddannelsen, som er drevet af den tidligere top-springrytter Susan Kjærgård fra Silkeborg, skal fra april 2018 afholde workshops, samlinger og eksaminer på Vilhelmsborg. Det oplyser Blue Berry Hill i en pressemeddelelse.
Instruktørnetværket består lige nu af 34 eksaminerede aktive instruktører, men er i vækst, og derfor udvider uddannelsen nu med samlinger både på Sjælland og på Vilhelmsborg.
– Jeg har længe følt, at vi var klar til ”næste niveau”, og via samarbejdet med Vilhelmsborg føler jeg, at hele uddannelsen får et ekstra løft. Det første hold startede helt tilbage i 2010, og når det næste hold rykker ind på Vilhelmsborg d. 20. april, bliver det med nyt opdateret undervisningsmateriale, og så er jeg overbevist om, at de fantastiske rammer derude vil bidrage med ekstra inspiration, energi og engagement, siger Susan Kjærgård.
Blue Berry Hill-uddannelsen bygger bro mellem traditionel konkurrenceridning, varierende horsemanship-filosofier, klassisk dressur og moderne international forskning. Læs meget mere om uddannelsen her.
– Vi har høje eksamenskrav, som sikrer et højt niveau på de eksaminerede instruktører og bedømmer aspiranterne hele vejen rundt. Der er altid en meget intens stemning til eksamen, men jeg er overbevist om, at det nok skal tilføje lidt ekstra ”kriller i maven” for aspiranterne, når de for første gang skal indtage den store hal på Vilhelmsborg. Det er fint, så kan man mærke, at det betyder noget, siger Susan Kjærgård med glimt i øjet.
Fra Vilhelmsborgs side er man også glad for det nye samarbejde:
– Vi er meget glade for, at Vilhelmsborg kommer til at danne rammen om denne alsidige uddannelse for kursister, der har ’den hele hest’ for øje. Vilhelmsborg er ideelt som uddannelsessted, idet både to- og firebenede kan bo, træne og opholde sig i nogle skønne omgivelser. Vi ser frem til et godt samarbejde og glæder os til april, udtaler Heidi Gaitchi fra Vilhelmsborg.