Bliv klogere på OL i ridning

02-04-2020 08:46

Annika Knudsen Lorentsen

Når nu vi må vente et helt år ekstra på OL, så kan vi bruge tiden på at blive endnu klogere på OL i ridning gennem tiden. Så her kommer lidt fakta omkring OL i ridning

Copyright Ridehesten.com
Det bronzevindende hold fra Danmark ved OL i 2008. Fra venstre ses Andreas Helgstrand, Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Anne van Olst. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

OL er en historisk begivenhed og det gælder også for ridesporten. I alt har ridning været på det olympiske program 25 gange, det moderne OL har været afholdt 28 gange. 

Indtil videre er der uddelt 163 medaljesæt i ridning ved OL, og det land som har vundet flest OL-medaljer i ridning er Tyskland, som har vundet hele 66, heraf 30 i guld, 18 i sølv og 18 i bronze.

På andenpladsen kommer USA med 52 medaljer (11 guld, 21 sølv, 20 bronze), mens Sverige indtager tredjepladsen med 43 (17 guld, 12 sølv, 14 bronze). På fjerdepladsen er det Frankrig med 37 (14 guld, 13 sølv, 10 bronze), men Storbritannien indtager femtepladsen med 35 medaljer (11 guld, 11 sølv, 13 bronze). 

Danmark har vundet 6 medaljer, hvoraf de 4 er i sølv og de to i bronze. Følgende danske medaljer er vundet:

  • Frode Kirkebjerg: Sølv i Paris 1924, military individuelt
  • Lis Hartel: Sølv i Helsingfors 1952, dressur individuelt
  • Lis Hartel: Sølv i Melbourne 1956, dressur individuelt
  • Anne Grethe Jensen: Sølv i Los Angeles 1984, dressur individuelt
  • Hans Lunding: Bronze i Berlin 1936, military individuelt
  • Nathalie Zu Sayn Wittgenstein, Anne van Olst og Andreas Helgstrand: Bronze i Beijing 2008, dressur hold

Historisk set har OL i ridning budt på andre discipliner end dem vi ser i dag. I 1900 var der eksempelvis højdespringning, individuel ridebanespringning og længdespringning på programmet. Mens der i 1920 foruden individuel dressur, ridebanespringning både individuelt og for hold, military individuelt og for hold også var kunstridning på programmet både individuelt og for hold. 

De seneste mange år har OL i ridning budt på både holdkonkurrence og individuel konkurrence i dressur, springning og military.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner