Annika Knudsen Lorentsen
Stine Bølling Nielsen havde tilbage i 2019 to heste med på Roskilde Dyrskue, hvor hun skulle fremvise dem fra jorden. Da den ene hest havde været lidt besværlig i forberedelserne, havde Stine valgt at tage ridehjelmen på under mønstringen af begge heste. Og det var en god beslutning.
– Det var egentligt på grund af den anden hest jeg havde med, at jeg havde taget ridehjelmen på, men da jeg tænkte, at det ville være mærkeligt kun at have hjelmen på ved den ene og ikke den anden, havde jeg ridehjelm på ved fremvisningen af begge heste. Det var heldigt, for da jeg var i gang med at fremvise ham, som jeg ikke troede ville give problemer, en 2,5 års hingst, gik det galt. Hormonerne kørte rundt i ham, så han stejlede en del, og det gjorde han også inde foran dommerne, fortæller Stine til ridehesten.com og fortsætter:
– Da han skulle ned igen ramte han mig i baghovedet og skubbede mit hoved forover. Jeg gjorde ikke andet end at skælde ham lidt ud og så fortsatte jeg efter planen. Bagefter kunne jeg mærke, at jeg fik meget ondt i hovedet, men jeg fortsatte med at være på skuet. Ulykken skete fredag, og jeg tog først hjem søndag.
Det har siden vist sig, at Stine har fået det der kaldes omvendt piskesmæld, samt en voldsom hjernerystelse.
– Da jeg kom hjem, kunne jeg mærke, at jeg slukkede helt. Mandag var vi ved lægen, og her fik vi at vide, at det var en mild hjernerystelse, og at jeg skulle tage den med to i 3-4 dage. Jeg arbejde dengang i Land og Fritid, og det med at fylde varer op og snakke med kunder, gjorde mig svimmel og jeg havde store problemer med at koncentrere mig.
Større konsekvenser end først antaget
Selvom lægerne i første omgang troede, at det blot var en let hjernerystelse, skulle det vise sig, at det stod meget værre til.
– I et halvt år efter døjede jeg med virkelig mange symptomer, og et halvt år efter ulykken i november 2019, blev jeg videresendt til et privathospital. Der fik jeg at vide, at det var en hjernerystelse, der skulle have 100 procent ro i længere tid. Jeg blev derfor sygemeldt, og var fuldt sygemeldt i syv måneder. I den periode, havde jeg hestene stående hjemme, og bare det at skulle ud og fodre, var helt uoverskueligt. Almindelige dagligdagsting, som at tage tøj på, drænede mig fuldstændig for energi, forklarer Stine og fortsætter:
– I juni 2020 fik jeg at vide, at hvis det ikke var bedre indenfor en måneds tid, så ville jeg skulle sygemeldes fuldtid i 3-4 år. Det kunne jeg slet ikke overskue, jeg var ved at blive sindssyg, og jeg sagde derfor til lægen, at det var bedre for mig at skulle i gang. Lidt måtte være bedre end ingenting, og derfor kom jeg i et jobafklaringsforløb hos Land og Fritid. Efter et halvt år fik jeg tildelt flexjob på ni timer om ugen, fordelt på tre dage om ugen.
Stines arbejdsplads har været meget forstående overfor hendes situation, og hun er i dag rigtig glad for, at hun er kommet lidt i gang. Stine har gennem årene prøvet alverdens behandlingsformer, men desværre er der ikke meget der hjælper i længere tid ad gangen.
– Lægerne og arbejdet, forstod godt, at jeg også skulle have en fritid, så ni timer er den grænse der fungerer for mig. Samtidig har jeg fundet ud af, at de dage jeg kan holde til at ride, der får jeg det bedre. Ridningen er en slags terapi for mig og virker lindrende på mine smerter og symptomer. Jeg er i dag stadig i flexjob, og jeg har nogle dage hvor det er rigtig hårdt, og andre dage hvor det går godt. Jeg skal huske at tage mine pauser, og det er vigtigt, at jeg lytter til mine grænser, forklarer Stine og fortsætter:
– Det har været svært for mig at acceptere, at jeg ikke kan mere end jeg kan, og at skulle fortælle andre, at jeg har flexjob. Da jeg skulle møde min kærestes familie og fortælle dem det, synes jeg det var rigtig svært, men i virkeligheden skal jeg jo være stolt af, at jeg gør det jeg kan og stadig arbejder på trods af, at lægen mente jeg slet ingenting kunne. Jeg er blevet bedre tilpas af at lave lidt, og jeg tror ærligt, at jeg ville være blevet sindssyg, hvis jeg skulle have været fuldtidssygemeldt i årevis.
Husk ridehjelmen
Stine vil gerne råde alle andre til altid at bære ridehjelmen i forbindelse med mønstring og lignende af heste fra jorden.
– Det er vigtigt for mig at dele min historie, så andre forhåbentligt også vil bære ridehjelmen i disse situationer. Hvis ikke jeg havde haft ridehjelmen på, ville det være endt fatalt, og selvom det er slemt nok det der er sket, er jeg taknemmelig for, at jeg havde hjelmen på den dag, forklarer Stine og fortsætter:
– Derudover vil jeg råde alle der slår hovedet, til at tage den med ro med det samme og ikke undertrykke symptomerne. Det bliver meget værre, hvis man ikke giver kroppen ro og tid til at hele.
I dag har Stine en hest, en 6-års, som hun har haft siden han var føl. Han mangler det ene øje, men sammen kan de mange ting.
– Det er som om han forstår mig, og han er god ved mig og passer på mig. Jeg bruger ham til springning og jagter, i det omfang jeg kan tåle. Jeg har svært ved at koncentrere mig f.eks. når jeg skal huske en springbane, og derfor har vi haft stor glæde af at ride jagter i stedet, da jeg her kan følge med de andre. Vi har det rigtig sjovt sammen, og han er guld værd for mig, slutter Stine.
Hesten som ramte Stine i hovedet tilbage i 2019, blev kastreret og i dag er han den sødeste og mest omgængelig pony, som kan håndteres af børn. I videoen nedenfor kan I se hvad der skete og læse Stines opslag på Instagram.
Lægerne kan ikke forudsige, om Stine vil få det bedre med årene, men Stine håber stadig på, at hun en dag vil få det bedre, så hun kan jagte de drømme hun har.
