Anden træning er også dressurtræning

01-04-2020 07:02

Britt Carlsen

På Blue Hors står der cavaletti og spring inde i den store opvisningshal, for de bruges som en del af den afvekslende træning for dressurhestene fra 4-års til Grand Prix – og det virker!

Copyright Ridehesten.com
Ørerne spidsede og opmærksomheden på opgaven – her er det Daniel og Grand Prix-hesten Zepter, som er i gang med bomtræningen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Stilen ville ikke udløse makspoint ved en championatsbedømmelse, men til gengæld er fornøjelsen og engagementet til et rent 10-tal. Daniel Bachmann Andersens Grand Prix-hest Zepter har en fest, mens han traver og galoperer over cavaletti og springer et lille kryds.

Rytterne på Blue Hors har i godt to år brugt springtræning som afvekslende træning for dressurhestene. Det giver gladere, mere arbejdsivrige dressurheste, og på positivsiden så giver det god træning af hestens muskler samt øger hestenes følesans i benene (proprioceptiske sans) og stimulerer hesten til at øge kraften i afsættet.

– Jeg har været bange for at miste værdifuld dressurtræningstid, hvis jeg har lavet noget andet med mine heste, men tiden har lært mig, at sådan er det ikke, tværtimod, indleder Daniel Bachmann Andersen, som nu har en ugentlig dag, hvor han rider cavaletti og ofte også springer et lille spring.

Copyright Ridehesten.com
Galop over cavaletti med god brug af ryg og et kraftfuldt afsæt. – Hestene han faktisk godt blive lidt ømme i bagparten af cavalettitræningen, så man skal have respekt for træningen, fortæller Daniel. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Motivation og glæde
Daniel fortæller, at samtlige heste, han springtræner, nyder det i fulde drag, ja Blue Hors Zack nyder det lidt for meget, for hvert eneste spring bliver efterfulgt af hvin og bukkespring, fortæller Daniel om sin regerende danmarksmester.

– For at kunne trave og galopere rigtigt over cavaletti eller bomme på jorden, så skal hestene gå frem og suge på biddet, de skal bruge deres overlinje, og de skal løfte deres ben og have en fornemmelse af, hvor bommene er. Det er noget, du kan tage med videre, og jeg har oplevet, at der skal rides meget dressurtræning for at opnå det, jeg kan ”lege” ind i hestene over en bom, fortæller Daniel.

Han understreger, at han absolut ikke er springrytter, men ambitionen er heller ikke at springe store spring på dressurhestene, men blot at bruge springtræningen som et led i dressurtræningen. Hestene skal blive på sporet, og de skal lande i rigtig galop og galopere lige frem efter forhindringen. Når det er målet, skal rytteren have kontrol over hestens skulder og have hesten fremme til biddet og lige på tøjlen.

Copyright Ridehesten.com
Med en cavaletti på midterlinjen og to placeret i en vinkel kan man variere træningen til både at ride lige på, følge et buet spor, og i det hele taget vende ind over fra flere retninger. Her er det 4-årige Zampalo, som nyder bomtræningen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mandagsarbejde
Det er ofte om mandagen, at cavalettiarbejdet tages i brug, så hestene er klar til de kommende dages dressurtræning.
– Om mandagen arbejder vi ofte hestene lidt lettere. De går i en lidt længere og dybere form, hvor de arbejder over ryggen og bliver løsgjorte og smidigere. De bliver måske også redet ud i terrænet eller sprunget, forklarer Daniel. Nogle gange traver og galoperer han over cavaletti efter opvarmningen for så at fortsætte den egentlige dressurtræning efter at have lavet bomarbejde. Det virker løsgørende på hestene og gør dem klar til dressurtræningen.
Når målet er dressursportens største klasser, så kræver det en god fysik og hurtige reaktionsevner af både rytter og hest. Hestens reaktionsevner og evnen til at sætte af jorden og løfte benene kan trænes over cavaletti. Rytterens reaktioner kan trænes på balancebolden, og det har Daniel haft stor glæde af, som vi beskrev det i Ridehestens martsnummer i 2017.

Copyright Ridehesten.com
Med en opbygning, så krydset kan springes fra begge sider (grundlinje på begge sider), er det lille kryds en god, afvekslende træning for både rytter og hest. Dressurrytterens lidt ”stive” opstilling bliver også udfordret i bomarbejdet. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

De må gerne lave fejl
– På balancebolden får man noget smidighed, hurtighed og føling med sin egen krop, så man bedre kan mærke, om man er på vej ud til den ene eller den anden side, fortæller Daniel. Den evne kommer ham godt til hjælp, for nogen gange i træningen, kan balancen blive udfordret - også når man kun rider cavalettis.

– Det er bare om at få sig halet tilbage i sadlen og huske at give efter på tøjlen og klappe hesten – og så videre. De bliver bare lidt overrumplede, og det er helt i orden. Som rytter skal man huske aldrig at lade sine følelser af frustration og vrede gå ud over hesten. De skal have lov til at lave fejl, sker der en fejl, så må vi bare prøve igen. De må ikke blive bange for rytterens reaktioner, når der sker fejl. Gør de det, så får man først problemer.

Copyright Ridehesten.com
En god galop opad bakke i et godt tempo er en del af opvarmningen til springtræningen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Bare kom i gang
Daniel synes, det giver meget god mening at indbygge cavalettitræningen i arbejdet med dressurhestene. Man skal ikke være bekymret for, om hestene slår sig på bommene, træder på dem eller lignende, mener Daniel. Skader kan opstå hvor og hvornår som helst, men lærer hestene at passe på deres ben og få en øget fornemmelse af, hvor de har deres ”fødder” via bomarbejde, så er meget vundet. Er man nervøs for at lade dem trave over bomme, så kan man købe nogle farvede ”Flex-Poles” hos Walber, der er bomme udformet i slidstærkt PVC-betræk med blødt PVC-skum.

– Det er vigtigt, at man som rytter finder ud af, hvordan man bedst træner de enkelte heste. Man kan ikke lave et system, som skal passe til alle heste, men udvikle et system til hver enkelt hest. Og min erfaring er, at afvekslende træning giver glade og mere holdbare heste, slutter Daniel Bachmann Andersen.

Få adgang til hundredevis af faglige artikler om træning, sygdom med meget mere ved at tegne abonnement på magasinet Ridehesten. Samtidig får du adgang til den store database af artikler skrevet af og i samarbejde med fagpersoner gennem 25 år. Tegn abonnement HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner