Nina Marie Villadsen
Banen var fuld af udfordringer, og det betyder, at det danske hold nu ligger på en 7. plads i holdkonkurrencen, hvor 10 nationer deltager. Bedste danske ridt blev igen i dag præsteret af Mai Kaas på Party Hesteklewa, og parret ligger individuelt nr. 16.
Mai Kaas på en foreløbig 16. plads
Mai Kaas og Party Hesteklewa var første danske ekvipage på terrænbanen, og parret sluttede med 4,40 strafpoint. Talt sammen med resultatet i dressur giver det en foreløbig flot 16. plads i mesterskabet. Cecilie Eriksen og Calvin var næste danske ekvipage, der blev sendt ud på den krævende bane, og de gennemførte med 31,20 strafpoint. Individuelt betyder det en foreløbig 36. plads. Sidste danske rytter Simone Bøgelund Nielsen på Eligius Key sluttede med 30,80 strafpoint og ligger foreløbig på en 35. plads.
Finale i springning i dag
Det er England, der har taget føringen i holdkonkurrencen, mens Tyskland ligger på en andenplads og Irland på en tredjeplads. Det danske hold ligger nummer syv i det skrappe selskab. I dag afvikles sidste del af mesterskabet for ungrytterene, når der fra kl. 14.30 skal rides om de endelige placeringer i ridebanespringning.
Danmark skulle have haft fire ryttere med ved dette EM i Polen, men desværre måtte Bianca Walton og Lucky Luke melde fra i sidste øjeblik.
FEI European Eventing Championships for Young Riders Strzegom 2015
Det er muligt at følge konkurrencerne på LiveTV
Kilde: Dansk Ride Forbund