Afgørende forhandlinger for dansk idræts fremtid

11-08-2020 09:44

Britt Carlsen

At corona-udviklingen er sat i bakgear er en kæmpe udfordring for dansk idræt – høj som lav. De kommende forhandlinger bliver afgørende for dansk idræts fremtid, skriver DIF i en pressemeddelelse

Copyright Ridehesten.com
Tunge skyer hænger over idrætten i Danmark. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Den seneste udvikling i forhold til corona-krisen er en kæmpe streg i regningen for dansk idræt. Forsamlingsforbuddet blev alligevel ikke hævet fra 100 til 200, og der er de seneste dage sendt tydelige signaler om, at yderligere genåbning af det danske samfund er sat i bero.

”De økonomiske konsekvenser af dette rammer bredt. Eliteklubberne risikerer konkurser, forbund og breddeklubber må aflyse store stævner og motionsevents, hvor indtægterne bl.a. er med til at drive foreninger overalt i idræts-Danmark,” siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør for DIF.

På onsdag er der politiske forhandlinger om fremtiden for de aktører, som fortsat er ramt af restriktionerne.

”Forhandlingerne får stor betydning for, hvordan dansk idræt skal se ud i fremtiden. Idrætten har været en ansvarlig og tillidsfuld aktør under hele corona-krisen, og vi er ikke vidende om, at idrætsudøvelse eller tilskueraktivitet har givet anledning til særlig smittespredning. Derfor håber jeg, at der vil kunne findes fleksible løsninger for klubber, forbund og foreninger,” understreger Morten Mølholm Hansen

Hvis der ikke må lukkes flere end 500 tilskuere ind til kampene til eksempelvis håndbold og ishockey, så løber tabene her op i flere hundrede millioner kroner, og tabet bliver endnu større i de bedste fodboldrækker. At det generelle forsamlingsforbud ikke bliver hævet til 200 har indenfor de seneste dage ført til, at en lang række foreninger har aflyst arrangementer, som er afgørende for mange foreningers klubkasser og for den fysiske aktivitet i det danske samfund.

”Lige meget, hvordan man vender og drejer det, så får den seneste udvikling store økonomiske konsekvenser for idrætten. Derfor er de politiske forhandlinger om kompensation ultra vigtige. Jeg er dog fortrøstningsfuld, for jeg har et indtryk af, at politikerne deler vores ønske om, at der også er et godt dansk idrætsliv på den anden side af coronakrisen – både for eliten og for bredden,” siger Morten Mølholm Hansen.

DIF’s specialforbund
DIF’s specialforbund vil opleve økonomiske tab på fx landskampe og slutrunder, hvis tilskuerbegræsningen fastholdes til maksimalt 500 personer frem til 31. december. 16 specialforbund vil skulle aflyse knap 30 store idrætsarrangementer, hvilket vil betyde tabte indtægter for samlet set 47 mio. kr. og tabte afholdte udgifter for over 20 mio. kr. Kilde: Spørgeskemaundersøgelse fra DIF Analyse

Kilde: pressemeddelelse/DIF

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner