Grethe Næsby
En hesteejer beretter nu om et sygdomstilfælde for et par år siden, hvor hendes hest måtte aflives på grund af alvorlige ætsninger. Sygdomsforløbet minder i høj grad om tilfældet med den islandske hest Sudda, som måtte aflives pga. alvorlige ætsninger i munden. Ejerne var i dette tilfælde overbeviste om, at det drejede sig om et overgreb på hesten med æstende væske, men nu tyder det på, at der måske alligevel var tale om en mystisk sygdom. - Jeg fik en hest aflivet for et par år siden med lignende symptomer, fortæller Anne Brandsberg Nielsen til Fyens Stiftstidende. - Vi kunne konstatere, at hesten manglede noget hud i munden, det var som ætset væk, og der blev taget alle tænkelige prøver. Hesten fik specialfoder fra hestehospitalet, blev tjekket for allergiske reaktioner, fik penicillin og kom i boks og stå, men tilstanden blev værre og værre. Digitale billeder af hestens mundhule blev taget og lagt på nettet til andre dyrlæger verden over, alle tænkelige specialister blev spurgt til råds, blodprøver sendt til udlandet, men ingen kunne finde ud af, hvad det var for en sygdom. Anne Brandsberg Nielsen oplyser, at hendes hest stod opstaldet med megen opsyn. - Så der var helt sikkert ikke tale om et overgreb på hesten, men en uhelbredelig sygdom, som til sidst bredte sig til resten af kroppen, så hesten måtte aflives, fortæller hun. De to sygdomstilfælde minder umiddelbart meget om hinanden, mener også dyrlæge Teresa Schumann, som behandlede Sudda: - Jeg kan ikke umiddelbart vurdere oplysningerne. Jeg skal have adgang til dyrlægejournalen. Kan jeg få det, kan jeg se, hvad den hest blev behandlet med af medicin. Men det lyder meget interessant. Også den afdøde hests ejere hilser en måske spirende opklaring velkommen: - Det ville være rigtigt lækkert, hvis vi kunne få en forklaring på det, der skete med Sudda, siger han. - Det værste er at spekulere på, om der var tale om mishandling. At nogen med vilje sprøjtede ætsende væske ind i munden på Sudda. At mistænke nogen for sådan noget, det er ikke rart. Så kunne vi få vished for, at det rent faktisk var en sygdom, så vil det hjælpe os meget, siger Bjarne Larsen. Desværre er det ikke gratis at få undersøgt sin hest ved mystiske sygdomstilfælde eller dødsårsager. - Det er ikke som med mennesker, hvor hele systemet står parat til at finde en sygdomsårsag. Når det gælder dyr, må ejeren betale. Så der er ofte en økonomisk grænse, hvis ikke ejeren skal gå fra hus og hjem, siger hun og nævner, at analyse af vævsprøver og blodprøver ofte løber op i 25.000 kroner. En fuld obduktion af en hest tager Landbohøjskolen op mod 20.000 kroner for, fortæller Teresa Schumann. Kilde: Fyens Stiftstidende