6-års hestene indtager Verden

09-08-2013 09:08

UVM i Verden | I dag gælder det den indledende klasse for de 6-årige dressurheste med VM i Verden. Vi opdaterer denne nyhed løbende under hele klassen

Kl. 13:29: De resterende tre danske ryttere har redet lige efter hinanden anført af Andreas Helgstrand med Møllegårdens Pas Partout e. Don Primero / Bøgelys Camaro (opdr. Lone Christiansen). Desværre blev hesten så spændt, at der kom en del passage-agtige trin i traven, hvor hesten kom til at virke uens bag. Det blev derfor kun til 5,8 for den ellers meget udtryksfulde trav og således kun 6,68 samlet. Carina Nevermann Torup leverede i dag det bedste danske ridt med guldmedaljehoppen Sirikit e. Blue Hors Hotline / Blue Hors Don Schufro (opdr. Peter Christensen). Efter et harmonisk og meget flydende ridt med trav som programmets højdepunkt høstede ekvipagen 7,48 point og 8,2 for trav. Carina Cassøe Krüth var sidste dansker på banen og opnåede med Heiline's Hot Mix e. Blue Hors Hotline / Come Back II (opdr. Stald Heiline) i alt 7,38 med skridten til 7,8 som højdepunkt. Det betyder, at de fire danske ekvipager i 6-års klassen alle skal ride B-finalen imorgen lørdag, hvor de tre bedste kvalificerer sig videre til finalen.

Kl. 11.14: Det er tilladt at smile i dressur! Det gjorde danskfødte Charlotte Jorst hele vejen rundt, da hun red sin dejlige 6-årige hingst Vitalis, og det var tydeligvis en stor fornøjelse for Charlotte. Publikum og dommere nød også ridtet, og belønnede det henholdvis med stor klapsalver og flotte karakterer. Det blev til et samlet resultat på 8,24 med 9,0 for trav og 8,7 for eftergivenhed. Det giver en foreløbig sjette plads og burde sikre Charlotte Jorst direkte adgang til finalen. Lige inden den dansk/amerikanske rytter var på banen, red tyske Laura Stigler Doubleyou W e. Blue Hors Don Romantic / Rohdiamant direkte ind i føringspositionen med 9,28 samlet efter et ridt, hvor hesten fik demonstreret tre særdeles gode og brugbare gangarter i kombination med stor ridelighed.

Kl. 9:59: Berider Maria A. Andersen har som første dansker netop været på banen med Katholt’s Bossco e. Blue Hors Don Schufro / Michellino (opdr. Finn Kristensen) og høstede 7,8 for hestens eftergivenhed. Man kunne i traven ønske sig lidt mere elasticitet og større skulderfrihed. Dommerne belønnede traven med 7,0 og det samme for skridt. Alt i alt opnåede ekvipagen 7,32 for et sobert og sikkert ridt uden de store højdepunkter.

Kl. 9:08: Der blev lagt meget hårdt ud i første gruppe af 6-års klassen, hvor alle tre medaljevindere fra sidste år var på startlisten. Kun to af dem kom til start, guld- og sølvvinderen fra sidste år, og de har foreløbigt besat klassens første to pladser efter hver især at have præsteret et meget overbevisende ridt. Eva Möller opnåede med Sa Coeur e. Sir Donnerhall / Don Davidoff med 9,14 point og ligger pt på førstepladsen foran Beatrice Buchwald med avlshingsten Lord Carnaby e. Lord Loxley / Rocket Star med 9,08 point.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner