5 tips til at træne den friske hest

16-09-2016 11:14

Sidst gav Line Hass sine tips til at træne den lidt dovne og magelige hest – i dette blogindlæg vil hun give sine tips til at træne den friske og arbejdsivrige hest. Som beskrevet i forrige indlæg er det nemlig vigtigt, at tilgangen til træningen også er tilpasset hestens temperament

Copyright Ridehesten.com
Min elev Léa Coulding-Jørgensen blev i weekenden nr. 2 til sjællandsmesterskaberne på sin unge pony Pikant. Pikant er i høj grad en frisk og arbejdsflittig pony, og jeg er meget stolt af hendes håndtering af ham. Stort tillykke til Lea!
Nyheden fortsætter efter annoncen

5 tips til at træne den friske og arbejdsivrige hest

Rytterens første opgave – hesten skal lade sig ride:
Den friske og arbejdsivrige hest er ofte karakteriseret ved at være sensitiv, være ukoncentreret og at have svært ved at lytte afslappet til rytterens signaler og indvirken. Det er vigtigt, at du ikke tolker denne adfærd fra den friske hest som, at den er fræk, og dermed giver hesten endnu flere korrektioner i håb om at “ride den på plads”. Den friske hests adfærd er blot et udtryk for, at den er fuld af energi, at den er på, og at den vil arbejde. For den friske hest foregår der meget oppe i hovedet, og derfor kan den være svær at indvirke på i starten af træningen, hvor den har mest energi. Første opgave i en træningssession af denne type hest er derfor at få den til at slappe af og få brugt noget energi, så den bliver i stand til at koncentrere sig om rytterens signaler. Vi får ikke noget ud af træningen før hesten lader sig ride, og der gør den friske hest først, når den er kommet af med den overskydende energi!

Få brugt noget energi inden træning:
Da vi først får noget ud af træningen, når den friske hest har brugt sin overskudsenergi og lader sig ride, kan det være en fordel at hente hesten direkte fra folden og ud at ride, eller man kan longere hesten et par minutter inden ridning.

Husk skridtpauser:
Idet den friske og arbejdsivrige hest ofte kan blive ved og ved med at arbejde i træningen, er det vigtigt, at du ikke kommer til at ride for hårdt og for længe. Husk skridtpauserne og hold øje med tiden.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hav tålmodighed og rid med føling:
Den friske og arbejdsivrige hest er ofte sensitiv og skarp for rytterens hjælpere. Dette sætter store ridetekniske krav til rytteren, idet denne type hest reagerer på selv de mindste korrektioner, og den kan blive frustreret, når den ikke forstår rytterens hjælpere. Den friske hest får nemt dårlig samvittighed og bliver bekymret, når den ikke kan forstå, hvad rytteren beder om, hvilket kan resultere i, at hesten reagerer ved at springe i galop, bliver urolig fortil mm. Her er det vigtigt ikke at korrigere hesten negativt, men at have tålmodighed og føling og blot gentage korrektionerne stille og roligt, indtil hesten finder frem til løsningen, hvorefter den belønnes. At ride den friske hest sammenligner jeg med at være linedanser – at bevare den friske og sensitive hests stabilitet i træningen svarer til at balancere på en smal line; det kræver stor koncentration, bitte små justeringer og en rigtig god føling for hvor meget man kan korrigere.

Lær hesten at finde ro igennem dit ridesystem:
For hver træningssession sammen med den friske og sensitive hest er jeg meget opmærksom på, at den oplever en ro, at den bliver afslappet og puster ud under mig og finder en velbehag i ridningen. Jeg vil lære den friske hest at finde roen igennem mit ridesystem!Hvis hesten skal lære at finde roen igennem ens ridesystemt, er det vigtigt, at du er systematisk i din ridning, at du er konsekvent i din indvirken på hesten, at du rider med stor føling, at du giver dig tid i dine korrektioner, også selvom den ikke lige forstår det med det samme. Der skal være stor genkendelighed og systematik i træningen.Dog skal man i træningen af den friske og arbejdsivrige hest være opmærksom på at give hesten nye opgaver, nye øvelser, så snart at den giver udtryk for at være klar til det – den friske hest kommer nemlig også nemt til at kede sig, og så kan den finde på narrestreger. Det er din opgave som rytter at mærke efter, hvornår din hest er klar til nye udfordringer. Det er stimulerende for den friske hest at få nye lektier for – de skal bare først gives, når hesten er klar til det mentalt og fysisk.

Jeg håber, at I kan bruge mine tips i jeres træning af den friske og arbejdsivrige hest,

Mvh. Line Hermann Hass

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen