21 nationer samlet til EM på Vilhelmsborg

10-08-2016 16:30

Det bliver helt ekstraordinært på Vilhelmsborg i næste uge når hele 21 nationer samles ved FEI European Championships for Ponies 2016 sponsored by Equsana

Status på forberedelserne er, at de udendørs rammer på Vilhelmsborg så småt har taget deres internationale form, og er ved at være fuldstændig klar til et brag af en ponyfest, når der åbnes op for EM i næste uge. – Boksene er næste alle sammen opstillet, og arbejdet med strøningen er startet, fortæller Vilhelmsborgs direktør Casper Cassøe. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed og det skal intet mindre end 120 frivillige være med til, samt 55 officials. Der bliver liv og glade dage på Vilhelmsborg i næste uge: - Campingpladsen til camping og lastbiler er udvidet til at rumme 200 overnattende enheder, hvor alt strøm på Vilhlemsborg er udnyttet og intet mindre end fire ekstra generatorer er lejet ind, forklarer Casper Cassøe.

De første gæster

De første gæster til EM for ponyer tjekker ind allerede nu på torsdag – det er ponyerne fra Rusland der bliver de første på Vilhelmsborg. - Mandag aften kl. 20.00 lukker de internationale stalde, det betyder, at alle ponyer skal være på Vilhelmsborg på det tidspunkt – hvilket gælder EM-ponyerne, fortæller Casper.

Desuden er der efterhånden godt gang i opførslen af standområdet, hvor der bliver alt for enhver smag af oplevelser – alt lige fra kunst, smykker, lastbiler, trailere, rideudstyr, foder og staldinventar.

Military bliver spektakulært

Militarybanen tager langt om længe form. Otte mand står klar til at starte op igen torsdag med færdiggørelse.

De i alt 2.500 blomster som skal pryde militarybanen kommer til Vilhelmsborg på søndag, de skal være med til at sætte det sidste præg på banens endelige udtryk. Der blev desuden skovet hele seks trailerfulde birkeskud i weekenden som skal bruges til gennemslag på springene. - Bunden på militaryanlægget ser fantastisk ud, på trods af alt det vand der er kommet, og dette kombineret med en meget lovende vejrudsigt for næste uge, så ser det ud til, at alt går op i en højere enhed, understreger Casper Cassøe.

Stor opbakning

Der bliver i alt 173 deltagende ryttere i EM-klasserne. De fordeler sig således:

  • 50 ekvipager i Military
  • 61 ekvipager i Springning
  • 62 ekvipager i Dressur

Følgende nationer kommer til EM:

  • Østrig
  • Belgien
  • Kroatien
  • Danmark
  • Finland
  • Frankrig
  • Tyskland
  • Storbritaien
  • Grækenland
  • Ungarn
  • Irland
  • Italien
  • Luxemburg
  • Holland
  • Norge
  • Polen
  • Rusland
  • Sverige
  • Schweitz
  • Tyrkiet
  • Rumænien
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner