1958: En hippologisk tidsrejse

12-05-2023 15:39

Charlotte Kusk Berwald

Vi er nu nået til år 1958 i den hippologiske tidsrejse. 1958 var på mange måder et interessant år. Det var blandt andet i 1958 at Rom-traktaten trådte i kraft. Rom-traktaten blev startskuddet til EF, der senere blev til EU. Men hvad skete der mon i hesteverdenen det år? Det er jo, trods alt, det vi interesserer os allermest for

Copyright Ridehesten.com
Ridemode anno 1958.
Nyheden fortsætter efter annoncen

I Sovietunionen bliver  Nikita Khrusjtjov landets nye leder. I USA afholder man Oscar-uddelingen for gang nummer tredive og samtidig godkendes en lovændring så Alaska, der jo trods alt grænser op til Rusland, kan blive en stat. Jerntæppet er for alvor blevet trukket og forskellen på øst og vest bliver kun tydligere i de kommende år. De nordiske lande fjerner paskontrollen ved at danne den nordiske pasunion, nu kan man rejse frit rundt mellem Danmark, Noge, Sverige, Finland og Island og landenes statsborgere må bosætte sig i de andre lande som de vil, uden først at søge om tilladelse. 

Arbejdsheste falder i værdi
Før var det en stensikker investering at avle gode arbejdsheste. Navnligt belgiere, men også den hjemlige jyske hest, blev solgt for høje priser. I 1958 begynder resultatet af Marshall-hjælpen for alvor at kunne ses. Flere og flere hjemlige gårde anskaffer sig traktorer, hvilket gør hestene arbejdsløse. Nu havde 67,88% af alle ejendomme valgt at anskaffe sig traktorer og det blev derfor sværere for avlerne at afsætte deres heste. Det var dog ikke helt slut med arbejdshestene endnu. Flere landmænd mente at det ene ikke nødvendigvis udelukkede det andet, og brugte derfor både maskiner såvel som heste. En guldmedaljehingst blev solgt for 10.000 kr. kontant plus 8.000 kr. på vilkår. 

Copyright Ridehesten.com
Der handles endnu heste.

Kunstig befrugtning
I dag er det helt normalt at en hoppe, der bor i Danmark, får et føl efter en hingst, der står et eller andet sted ude i det store udland. Hoppe og hingst møder aldrig hinanden. Tilbage i 1958 foregik det fortsat på den gammeldags naturlige måde, når en hoppe skulle have føl. Dog forsøgte en dyrlæge i Esbjerg sig med kunstig befrugtning af hopper. 36 hopper og en enkelt hingst. Dyrlægen mente selv at forsøget ville give en drægtighedsprocent på 50.

Fjordheste i fremgang
Ved den store kåring af fjordheste i Randers i 1958 var der stor tilslutning. Dommerne var meget begejstrede for de mange fine heste, der opnåede flotte karakterer. Navnligt i Jylland var fjordhesteavlen i fremgang. Her var man flittige til at hente frisk blod hjem fra fjordhestens hjemland, Norge.

Copyright Ridehesten.com
Fjordhesten var i fremgang i Danmark i 1958.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den britiske ponyklub i Danmark
Som noget nyt åbnede den britiske ponyklub en afdeling i Danmark og i 1958 var klubben vokset fra et beskedent medlemstal på ganske få medlemmer, til nu at tælle næsten 200. Klubbens hovedkvarter var placeret på en gård omtrent tyve kilometer nord for København, hos mrs. Daphne Bray. De fleste af klubbens ponyer var af engelske racer, som Daphne Bray selv havde hentet til Danmark. Det var primært ponyer af racen dartmoor, men også shetlændere, welshponyer og new forest ponyer fandt vejen til Sjælland. Udover rideundervisning, blev der også arrangeret meget populære sommerlejre hvor hesteinteresserede i flere dage kunne tilbringe al deres tid sammen med klubbens ponyer. 

Ponyer hjalp børn med polio
Det var ikke kun fryd og gammen i 1950'erne. Polio hærgede flere gange og kostede både liv og førlighed. I vore tider er den frygtelige sygdom næsten udryddet, men dengang krævede den både liv og barndom. I dag er det helt almindeligt at bruge heste som terapi, men det var en ny tanke dengang. Fru Ulla Harpøth og baronesse Litten Lerche, der i øvrigt også var ridelærer, fik en god ide. Hvorfor ikke bruge ridning til træning af polioramte børn og unge? Ideen blev en stor succes. Børnene elskede det. Ridningen gav dem både livsmod og styrke. 

Det kostede en bedækning
Travheste var der virkelig penge i. De store derbyer tiltrak massevis af tilskuere og der blev spillet flittigt. Derfor var der, naturligvis, også penge i at have en god avlshingst. Joe's Pride, den amerikanske hingst, der kom til Danmark i 1952, tog 200 kr. for en bedækning samt 300 kr. når der blev født et levende føl. De fleste gode travhingste kostede i alt 500 kr.

Ridestævner vandt frem
Det år blev der afviklet en hel del ridestævner i den ganske, danske land og flere steder blev der sat nye deltagerrekorder. Uanset om det var på Bornholm, Sjælland eller i det jyske, kom der masser af ryttere af begge køn for at deltage. Nu begyndte kvinderne også for alvor at gøre sig gældende ved konkurrencerne! Muligvis havde den olympiske sølvmedaljevinder Lis Hartel gjort lidt for at få ligestillingen skubbet i gang i hestesporten. Det er i hvert fald hende den næste del af den hippologiske tidsrejse skal handle om.

Copyright Ridehesten.com
Ponysporten i fremgang.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner