Zink og den unge hests immunforsvar

07-08-2013 11:38

Man ved at zink er vigtigt for helt unge heste, men nu har forskningen taget fat i emnet og set nærmere på, hvor vigtigt det er, samt hvad det er vigtigt for

Copyright Ridehesten.com

Forskere fra Buenos Aires Universitet i Argentina har set nærmere på betydningen af bl.a. zink hos føl i forskellige aldre. Man ved allerede, at zinkmangel bl.a. kan forårsage svigt i immunforsvaret.

For at finde ud af mere undersøgte forskerne 304 heste; 70 i alderen 8-10 måneder, 125 i alderen 12-18 måneder og 109 i alderen 20-24 måneder. Samtlige heste gik på græsfolde og fik dertil supplerende foder tilsat den anbefalede mængde zink.

Forskerne indsamlede blodprøver fra samtlige heste og analyserede indholdet af bl.a. zink, for derefter at kategorisere dem efter mængden af zink i blodet (lav eller normal). De udvalgte også 78 tilfældige blodprøver - 41 fra gruppen ’lav’ og 37 fra gruppen ’normal’ - og analyserede deres indhold af γ-globulin, som er en indikator for immunforsvarets antistoffer i blodet.

Undersøgelsen viste bl.a. at:

  • Hestene i alderen 8-10 måneder og 20-24 måneder gennemsnitligt havde et højere indhold af zink i blodet end hestene i aldersgruppen 12-18 måneder.
  • De to aldresgrupper der havde et lavere indhold af zink i blodet, havde også et lavere indhold af γ-globulin sammenlignet med hestene med et normalt indhold af zink i blodet.
  • Indholdet af zink i blodet hos hopperne spiller en vigtig rolle i forhold til indholdet af zink i føllets blod. Efter fravænningen afhænger zinkindholdet i blodet af ernæringsmæssige og genetiske faktorer.

Undersøgelsen "Association Between Low Serum Zinc Concentration and Hypogammaglobulinemia in Foals of Different Age Categories," blev offentliggjort I juninummeret af Journal of Equine Veterinary Science. Find den her.

Kilde: The Horse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner