Nina Marie Villadsen
Hannoveranerhoppen Whisper e. Wolkenstein II/Grenadier blev født 1997 hos Klaus Kamp i Tyskland, og dengang hed hun Wanessa. Hun kom første gang i offentlighedens søgelys som auktionshest ved efterårseliteauktionen i Hannover 2001 – og på det tidspunkt hed hun Whisper Girl og blev solgt for ca. 22.500 euro.
Som ung hest blev Whisper først redet af Nicole Kamps, og fra 2001 af sin daværende ejer Andrea Babic. Hun red hoppen hele vejen til Grand Prix-niveau i Tyskland, inden hun solgte hende til Hoketsu i 2007.
Whisper blev for alvor berømt sammen med den japanske Grand Prix-rytter Hoketsu. Ekvipagen blev trænet af Ton de Ridder i Aachen, Tyskland, og de red deres første internationale stævne i 2007 og deltog ved OL i Hong Kong 2008 og ved WEG 2010. Whispers resultater blev gradvist bedre og bedre, og hoppen formåede at charmere både publikum og dommere med sin brillante piaffe. I 2012 deltog den nu 71-årige Hoketsu ved sit tredje OL, i London, hvor det blev til en score på 68,739% i Grand Prix – det blev deres sidste stævne sammen.
Hoketsu havde ellers rettet blikket mod WEG 2014, men lige efter OL 2012 vendte en hovskade, der startede i 2011, tilbage igen i Whispers højre forhov. I oktober 2012 blev hun diagnosticeret med et revnet kodeben – en skade der succesfuldt blev opereret.
- Vi besluttede at operere hende med ønsket om, at hun kunne blive pensioneret som avlshoppe, fortalte Hoketsu til Eurodressage; - I januar 2013 startede vi med at trække med hende i skridt, men hun havde brug for et mere komfortabelt sted at rehabilitere. Det er den primære årsag til, at jeg flyttede hende fra Ton de Ridders sted til Egbert Kraaks stald i Holland. Hun kom sig ret godt, og i begyndelsen af juli 2014 startede jeg med at ride hende igen.
Desværre vendte skaden tilbage igen i november, da det gik en infektion i den opererede kode. Whisper blev transporteret til University Equine Clinic i Utrecht til endnu en operation, men nogle få uger senere viste hun ingen fremgang og blev aflivet den 26. november 2014.
- Egbert Kraak er min nye træner, bekræftede Hoketsu; - Jeg har kendt ham i mere end 30 år, og han hjalp mig med at finde en dyrlæge, der kunne behandle Whispers skade inden OL i London. Whisper havde skaden fra februar 2011 og (blev behandlet af) tre dyrlæger inden vi mødte den sidste, som med succes behandlede hende mod slutningen af 2011. Egbert introducerede mig for denne dyrlæge.
Hoketsu havde altid forestillet sig en anden slutning på Whispers karriere. I 2012 fortalte han til Eurodressage; - Når tiden er inde til at pensionere Whisper, vil jeg forsøge at sætte hende i fol og tage hende med tilbage til Japan.
Kilde: Eurodressage
Se video af Horishi Hoketsu og Whisper herunder.