Westminster Bailey er afgået ved døden

14-06-2013 13:19

Den 10-årige ponyhingst Westminster Bailey er blevet aflivet. Diagnosen er endnu ikke klarlagt, men en hjerneblødning formodes at være dødsårsagen

Han kollapsede sidst på eftermiddagen i går og på trods af en ihærdig indsats fra dyrlæger på stedet og Ansager via telefon, besluttede ejeren i samråd med dyrlægen at give ham fred.

Den hollandsk fødte Westminster Bailey e. Aester El Nino/Downland Folklore aflagde som 4-års en fremragende materialeprøve i Neustadt Dosse og blev året efter også kåret som bedste springhingst og "Siegerhengst"i Tyskland.

Desværre pådrog han sig en vedhæftningsskade efter en kodeledsforvridning til kåringen i Tyskland, som han aldrig kom sig over og blev pensioneret og nød sit otium indtil den alt for tidlige død. Grundet skaden fik han aldrig mulighed for at vise sine talenter på banerne. Han havde anlæg både for dressur og springning, og det ses også i hans afkom i dag, som ser ud til at have arvet hingstens dobbeltbegavelse.

- Han slog meget igennem på sine afkom og jeg vil fremadrettet glæde mig over at se ham leve videre i dem. Det er en stor sorg at miste ham. Han var en ener i temperament, væremåde og væsen. Han har givet mig så mange fantastiske oplevelser. En hest jeg glædede mig hver morgen at komme ud til slutter ejeren Marianne Newe.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner