Vil du leve af at arbejde med heste?

28-04-2025 06:34

Kunne du tænke dig at stå op til et arbejde med heste hver eneste dag? Så burde du måske overveje at tage en af Dansk Ride Forbunds tre uddannelser. Du kan tilmelde dig optagelsesprøverne allerede nu og senest den 2. juni

Copyright Ridehesten.com
Hvis du vil tage en af DRF's uddannelser, skal du snart tilmelde dig optagelsesprøverne. Foto: Ridehesten.com/ Britt Carlsen

Drømmer du om at gøre din passion for heste til din levevej? Dansk Ride Forbund tilbyder uddannelser, der kan hjælpe dig tættere på netop den drøm. Hvis det lyder som noget for dig, skal du tilmelde dig optagelsesprøverne til de respektive uddannelser senest den 2. juni. 

Gennem de tre uddannelser rideskolemanager, rideinstruktør og berider får du både teoretisk og praktisk viden, der klæder dig på til et liv med heste i centrum. Alt efter hvilken uddannelse du vælger, er der fokus på forskellige hestefaglige områder, ligesom varigheden af uddannelserne er forskellige. 

Rideskolemanager
Uddannelsen som rideskolemanager tager to år og er målrettet dig, der vil arbejde med drift og udvikling af elevskoler. Udover at lære at give kompetent rideundervisning på både begynder- og højere niveauer, får du viden om hestens anatomi og fysik samt om, hvordan du driver en elevskole sikkert og økonomisk bæredygtigt. 

Rideinstruktør 
Uddannelsen som rideinstruktør tager ligeledes to år, og er nødvendig for at fortsætte på uddannelsen som berider. Uddannelsen giver dig en endnu bredere forståelse for at undervise ryttere på forskellige niveauer, udvikle heste korrekt og forsvarligt samt være en vigtig sparringspartner for ryttere, ejere og klubber. Fokus er både på rideteknisk viden, pædagogik og hestevelfærd. 

Berider
Berideruddannelsen er en overbygning på rideinstruktøruddannelsen, og tager yderligere to år. Uddannelsen er for dig, der drømmer om at uddanne heste på højt niveau og undervise ambitiøse ryttere. Det er en krævende uddannelse, der bygger videre på de kompetencer, man tillærer sig på rideinstruktøruddannelsen, og har særlig fokus på ridekunst, træning og formidling på eliteniveau. 

En fremtid med hestene som omdrejningspunkt
Alle tre uddannelser har det tilfælles, at de kombinerer teoretisk viden med praktisk erfaring, og klæder dig på til en fremtid, hvor du kan gøre din passion for heste til dit professionelle virke. Hvis du tænker, at en af de tre uddannelser kunne være noget for dig, skal du tilmelde dig optagelsesprøverne inden den 2. juni 2025. Du kan læse mere om optagelsesprocessen, samt hvordan du tilmelder dig lige her.  

Du kan læse meget mere om de tre uddannelser på Dansk Ride Forbunds hjemmeside lige her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner