Redaktionen
De seneste rygter går ifølge Viborg Stifts Folkeblad på, at Viborgs byggematador Finn Bach og Jørgen Bak Rasmussen skulle have meldt sig på banen som økonomiske redningsmænd, men det har de begge på det kraftigste afvist.
Jørgen Bak Rasmussen, ejer af Mediehuset Wiegaarden, der blandt andet udgiver magasinet Ridehesten og driver hjemmesiden, du netop nu sidder og læser på, er træt af navnesammenfaldet, idet navnene Viegård og Wiegaarden minder meget om hinanden og udtales ens. Begge beskæftiger sig med heste – dog på hver deres måde – og er placeret knap en halv times kørsel fra hinanden.
Vi er jævnligt i kontakt
Som en af de få er Jørgen Bak Rasmussen jævnligt i kontakt med John Byrialsen per telefon, idet han sætter en ære i at forsøge at få så mange vinkler som muligt på sagen.
– Vi er et fagblad, og vi skriver om, hvad der foregår i hesteverdenen, både på godt og ondt. Jeg er nødt til at følge med i en af de mest betydningsfulde sager i Hestedanmark. Vi skal holde fingeren på pulsen, siger Jørgen og fortsætter: – Som medie er det vigtigt, at vi bestræber os på at dække sagen objektivt og seriøst. Vi må altså ikke tage parti og hverken forsvare John Byrialsen, aktivister eller demonstranter. Vi fortæller, hvad der foregår, og så er det op til folk selv at tage stilling.
– Men jeg vil gerne på det kraftigste afvise, at jeg skulle kunne finde på at investere i stutteriet. Jeg er jo altså ikke komplet idiot. Jeg investerer i mine egne virksomheder, hvilket vil sige Wiegaarden, Rold Gl. Kro, den nye bydel med en landsby i byen I øvrigt i tæt samarbejde med den verdensberømte arkitekt Jan Gehl (som netop nu er aktuel på DR) og de andre projekter, som jeg er involveret i og interesserer mig for. Jeg arbejder med medier og ejendomme, og ikke hestestutterier, slutter Jørgen Bak Rasmussen.