Britt Carlsen
Det begyndte godt for danskerne, da Lars Bak Andersen og Carrasco var fejlfrie indtil den store lodrette forhindring efter den store vandgrav. Det var heldigvis den eneste fejl parret lavede, selvom forhindring B i trekombinationen raslede faretruende i holderne.
Så kom Søren Møller Rohde på banen med Velerne, og han gjorde det vi alle drømte om, leverede et fejlfrit ridt til publikums store jubel. Der er godt fyldt op på stævnepladsen, og det giver en god stemning.
Danmark lå efter to ryttere godt placeret, men desværre fik Thomas Sandgaard to nedslag med Amarone, og det satte Thomas Velin, holdets sidste rytter under pres. Der gik et suk gennem publikum, da Thomas og Chopin van het Moleneind rev den første forhindring, men Thomas holdt hovedet koldt og red resten af banen fejlfrit, og med 8 fejl ligger Danmark på en delt tredjeplads.
- Efter første runde er vi fortsat godt med, indleder landstræner Lars Nørgaard Pedersen, men han ærgrede sig over de to fejl som blev lavet af hhv. Lars Bak Andersen og Thomas Velin - han kaldte dem unødvendige.
- Hestene var dog godt springende, og banen udfordrende men fair, så jeg håber på et lille avancement efter anden runde, udtalte Lars, men hestene skal have kræfterne til slut og rytterne skal bevare koncentrationen, men så er alt muligt.
Sverige og England har hver fire fejl, Frankrig, Danmark og Belgien er lige med 8, og så følger Tyskland (12), Holland (17) og Norge (20) de førende nationer ind i anden runde.
Se hele resultatet her.