Thomas Bach Jensen
Under ledelse af Torben Frandsen har otte af de ni indsynede springhingste fuldført Dansk Varmblods 35-dages test. Ved den afsluttende prøve tæller karakterer fra træningslederen og avlsledelsen repræsenteret af Johnny Hansen samt testrytter Allan Bilgrav.
Det var en flok velforberedte og veltilpasse hingste, der blev fremvist i dag, som talsmand for avlsledelsen i springning, Johnny Hansen, var overordentligt godt tilfreds med, og mange af hingstene havde udviklet sig særdeles godt siden indsyningen.
Med undtagelse af en enkelt hollandsk hingst var der tale om et hold springhingste avlet i Danmark og registreret i DV, heriblandt også to handlet på Dansk Varmblods Elitefølauktion.
Danskavlerede Vasco Ask e. Verdi/ Clarimo (opdr. Stutteri Ask) vandt prøven ret suverænt med hele 882,5 point og fik som den eneste hingst 9,5 i kapacitet af testrytteren.
Katrinelunds hollandskfødte Oreo Brownie H e. Diarado/ London lagde sig ind på andenpladsen med 847,5 point med bl.a. træningslederens eneste 9-tal for rideliglighed.
Tredjepladsen med 820,5 point gik den danskavlede Airborn Lox DWB e. Action Man Ask Z DWB/ Ci Ci Senjor Ask (opdr. Joan Arler og Peter Børsen), der som føl blev erhvervet på elitefølauktion af Pero Horsemove.
På Ridehestens Youtube-kanal findes video af alle hingste.
Det komplette resultat kan i aften ses på Dansk Varmblods hjemmeside.