Liv Haumann
Da 16-årige Camilla Rask og hendes mor hentede den vanrøgtede shetlandspony, som de senere navngav Little Hope, var der endelig håb for bedring for den lille pony.
Som navnet antyder, var Hope deres lille håb. Little Hopes hove var blevet klippet med en grensaks, hun var tynd og kunne næsten ikke gå. Alligevel var Camilla og hendes mor ikke i tvivl om, at ponyen skulle med dem hjem til Silkeborg, hvor de driver en mindre salgs- og træningsstald. De var forberedt på at gøre næsten alt for den lille pony, og i samråd med dyrlæge og smed, vurderede de, at det var værd at give Little Hope en chance til.
Læs Ridehesten første artikel om Little Hope og Camilla her.
Little Hope boede ved Camilla og hendes familie i lidt over to måneder. Hope havde fået lys i øjnene og tillid til mennesker. Hun blomstrede efter gentagne dyrlægebehandlinger, massage- og laserbehandling og efter, at smeden havde fået styr på hendes hovbylder. Hope var i bedring, og begyndte at gå bedre end aldrig før. Desværre begyndte hun periodevis at blive halt igen. Derfor blev det besluttet, at Hope skulle undersøges med røntgen.
Dyrlægen gjorde det triste fund, at begge Hopes hovben var blevet voldsomt drejede som følge af den manglende hovpleje ved Hopes tidligere ejere. Desværre var både dyrlæge og smed også enige om, at fremtiden for Little Hope ikke længere så helt så lys ud.
Camilla og hendes familie havde frygtet beskeden. Heldigvis var Hope det på dette tidspunkt gladere end nogensinde før, og gik fint. Derfor havde Camilla tid til at tage den afsked med Hope, som hun havde brug for.
– Det betød alt for mig, at din lille krop nåede at opleve solen, varmen og det spirende forår, skriver 16-årige Camilla til Little Hope i et instagramopslag.
– Hope levede et absolut drømmeliv til sidst. Om morgenen blev boksdøren åbnet, og når Hope igen ville ind, stillede hun sig ved stalddøren. Hope blev fyldt med al den kærlighed, hun kunne klare og havde det som blommen i et æg, fortæller Camilla om tiden med Hope.
Desværre oplevede Little Hope yderligere komplikationer en uges tid efter, hvor hun blev ramt af kolik. Hope fik smertestillende medicin, olie og vand, og Camilla gik med Hope i flere timer, natten til tirsdag.
– Det betød alt for mig, at din lille krop nåede at opleve solen, varmen og det spirende forår, siger Camilla Rask
Tirsdag var dyrlægen optimistisk. Hope kunne spise hø og drikke, og hun virkede til at være på toppen igen. Camilla gik med Hope flere gange frem til midnat.
– Natten hvor vi gik med Hope, tænkte jeg slet ikke på at det var midt om natten. Benene var lidt tungere end ellers, men igen var jeg bare indstillet på at gøre alt for Hope, fortæller Camilla
Onsdag morgen, da Camilla gik ned til Hope, opdagede Camilla hurtigt at der var noget galt. Hopes puls var alt for høj, og Hope var smurt ind i tynd, ildelugtende afføring. Dyrlægen blev lynhurtigt kontaktet, og det viste sig, at Hope havde udviklet tarmbetændelse.
Hope var voldsomt forpint trods smertestillende, og dyrlægen var ikke i tvivl om, at Hope havde kæmpet nok nu.
– Vi kæmpede til det sidste, men måtte også træffe den rigtige beslutning for dig. Min mor var der, og nussede dig til, du var på den anden side af regnbuen, skriver Camilla i sit instagramopslag til Little Hope, hvor hun tager afsked.
Håb, sorg og glæde
Camilla fortæller, at Hope har sat dybe spor.
– Det har været én stor rustjebanetur. Hope var det mest livsglade væsen, og noget som smeltede mit hjerte, var vores utrolige bånd. Hope vrinskede hver gang, at jeg kom i stalden. Håb, sorg og glæde, beskriver rejsen bedst. Undervejs i kolikforløbet kæmpede vi for Hope, og hun begyndte også at komme i bedring. Vi troede endelig, at vores lille pige ville klare dette. Desværre havde livet været alt for hårdt, og Hopes krop kunne ikke mere. Den var ødelagt, fortæller Camilla.
– Jeg sidder tilbage med en enorm vrede og et knust hjerte. Et knust hjerte over, at nogen mennesker kan udsætte et dyr, for så grov mishandling. Jeg kan aldrig tilgive de mennesker, som har været en del af dette. Livet var så hårdt for min lille Hope. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg fik muligheden for at fylde Hope med dén kærlighed, hun så inderligt havde fortjent, de sidste 2,5 måneder af sit liv. At Hope ikke fik lov til at leve et langt og lykkeligt ponyliv er uretfærdigt, fortæller Camilla slutteligt.
