Ungrytterne sluttede på en femteplads

12-07-2018 14:28

I dag har ungrytterne redet anden afdeling af holdkonkurrencen ved EM i dressur i franske Fontainebleau,  hvor det ikke helt gik som håbet, og holdet sluttede på en femteplads

Copyright Ridehesten.com
Malene Aborg var med sin 8-årige Quantico Nexen en af de to danske ekvipager, der i dag var i ilden i holdmesterskabet i dressur for ungryttere.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved europamesterskaberne i dressur, springning og military for children-, junior- og ungryttere er holdmesterskabet for ungryttere i dressur i dag blevet afviklet, og det blev til en femteplads for det danske hold, der i går efter de to første ridt lå på en foreløbig andenplads.

Mens Sara van Deurs Petersen og Caroline T. Elsner i går red flotte resultater hjem for Danmark, var det i dag Malene Aborg og Karoline Rohmanns tur. Malene var reserve til holdet og blev udtaget i sidste uge, hvor Josefine Hoffmann måtte melde fra, da Hønnerups Driver desværre ikke var rengående. Med sin kun 8-årige Quantico Nexen e. Quaterback/ Argentinus (opdr. Stutteri Nexen v/ Elin Houe og Hans Andersen) red Malene Aaborg 66,617% ind til holdet. Det lagde ekstra pres på den sidste danske rytter Karoline Rohmann, der med hoppen Noosa Melody e. Blue Hors Don Romantic/ Schwadroneur (opdr. Else Rohmann) ikke helt kunne præstere sit sædvanligt høje niveau. Ekvipagen opnåede 66,382%, og holdet sluttede som nr. 5 i holdkonkurrencen.

Ridehesten.com fangede landstræner Dennis Fisker, der er yderst tilfreds med hele holdet:

Nyheden fortsætter efter annoncen

De to utrolig flotte danske ridt igår gav os troen på en medalje, men både Malenes og Karolines heste var lidt utrygge på banen i dag, selv om deres ryttere var rigtig cool. De red begge rigtig godt og håndterede situationen meget flot, men hestene var ikke så lette at få rundt. Både Malene og Karoline gjorde, hvad de kunne og bevarede roen uden at gå i panik. Josefine udgik jo dagen før afrejsen, og det er i det hele taget flot, at Malenes unge hest kan være med her og har gjort det så godt. Alle juniorerne red meget højt niveau og viste god ridning, så det var en god opstart, og vi havde selvfølgelig også håbet på en holdmedalje til ungrytterne, men nu har vi alle sundet os, og vi ser frem til de individuelle konkurrencer, lød det fra landstræneren i Fontainebleau.

I morgen går det løs med de individuelle mesterskaber i dressur, og allerede i holdkonkurrencen har ungrytter Sara van Deurs Petersen og Katholm's Ronaldo e.  Blue Hors Don Romantic/ Rambo (opdr.  Birgit Rathmann og Dennis Kjær) vist meget stor styrke ved at placere sig på en individuel femteplads.

Se individuelle resultater i holdkonkurrencen HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner