Undgå frost i hestens vand på folden

20-11-2024 06:31

Den danske vinter nærmer sig, og med en vejrudsigt, der byder på minusgrader, kan det være svært at holde hestens vand på folden frostfrit. Der er dog nogle ting, man kan forsøge sig med, for at afhjælpe problemet

Copyright Ridehesten.com
Du kan gøre meget selv for at holde hestens vandtrug frostfrit, nu hvor de lavere temperaturer melder sin ankomst. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

De koldere temperaturer er for alvor begyndt at melde sin ankomst, og med minusgrader i sigte, er det godt at være forberedt som hesteejer. Det kan være svært at holde vandet på hestens fold frostfrit, når frosten for alvor tager fat i løbet af vinteren, men langt hen ad vejen, kan nedenstående tips afhjælpe problemet. Det er nemlig vigtigt, at hesten har adgang til rent og friskt vand i løbet af dagen, også selvom termometeret viser minusgrader. 

Prøv følgende tips for at holde vandet på folden frostfrit: 

  1. Varmt vand i drikketruget: Hvis du har mulighed for det, så kan du prøve at spæde det kolde vand op med en spand varmt vand, selvom det nok kræver, at du giver lidt mere vand, end du plejer for at kunne holde en temperatur på vandet, der gør, at det ikke fryser. Lidt varmt vand kan også opmuntre hesten til at drikke i den kolde tid. 
     
  2. Prøv med en bold i hestens spand: Hvis det ikke er høje frostgrader, kan du måske klare problemet med et nemt lille trick. Læg en gummibold i vandet. Når bolden flyder og hele tiden bevæger sig, bryder den det is, der er ved at forme sig. Husk at finde en bold, der passer til spanden. Den skal være så stor, at hesten ikke sluger den, men den skal samtidig ikke dække hele spanden, så hesten ikke kan få mulen ned til vandet. 
     
  3. Isoler drikketruget: Et isoleret drikketrug er altid en god måde at holde vandet frostfrit. Du kan få færdiglavede isolationssystemer, der er lavet til heste, men du kan også lave det selv. For eksempel kan du bruge en form for trækasse rundt om spanden, så hesten ikke kan få fat på selve isolationsmaterialet. 
     
  4. Hæv vandtruget fra jorden: Det kan være en god ide at stille baljen på nogle paller, så det bliver hævet fra jorden. Det gør, at frosten fra jorden ikke går direkte op i baljen, så det forhåbentligt kan holde lidt på varmen. Derudover kan du putte et par skefulde olie i vandet, så fryser overfladen ikke så let (husk olien skal være uden smag). Er der allerede is på vandet, skal du ikke bare hakke hul på isen, men rent faktisk fjerne isklumperne. På den måde tager det længere tid, inden vandet fryser igen. 
     
  5. Genbrug hestemøg: Tag en stor balje og fyld den med frisk hestemøg. Stil en mindre spand med vand ned i baljen, og fyld så siderne af spanden med hestemøg ud med halm. Hestemøg genererer naturligt varme og kan holde spanden frostfri. 
     
  6. Udnyt solens stråler: Til trods for, at solen ikke er det, vi ser mest af i de danske vintermåneder, kan det alligevel være smart at holde et ekstra øje med, hvor solens stråler rammer. Hvis du stiller dit vandtrug på en måde, så det får så meget sol som muligt, kan solen skinne på det, når den er fremme. På den måde kan det forhindre vandet i at fryse helt så hurtigt. 
     
  7. Hold vandslangen indendørs: Det kan være noget af et arbejde, at skulle bære mange tunge spande med vand frem og tilbage til folden, hvis din vandslange er frosset til i løbet af natten. Derfor er det en god ide, at sørge for at trække vandslangen ind i et frostfrit sted efter brug. Det sparer dig for meget slid og ondt i armene. 
     
  8. Køb et frostfrit drikketrug: Til trods for de mange gode tips, kan det i sidste ende være bedst at købe et frostfrit drikketrug, der kan klare selv de helt høje minusgrader. Man kan få flere forskellige systemer, som altid sikrer, at hesten har adgang til frisk vand. 
Nyheden fortsætter efter annoncen

I Ridehestens decembernummer 2020 kan du læse meget mere om temaet vinterfold, hvor du blandt andet kan få flere tips til at holde dit vand frostfrit. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner