Udviser du god stil på stævnepladsen?

29-11-2024 15:56

Indendørssæsonen er for alvor over os, og derfor er der ofte lidt mindre plads at varme op på til stævnerne, end der er udendørs. Derfor er det en god idé lige at tænke over, om du rent faktisk viser god stil på stævnepladsen, og hvordan gør man egentligt lige det? 

Copyright Ridehesten.com
Hvordan udviser du egentligt god stil på stævnepladsen? Det giver vi nogle råd til herunder. Foto: Ridehesten.com/ Anette Boe Østergaard

Alle der rider stævner kender til en kaotisk opvarmning, en ilter hest ved traileren eller stress i forbindelse med at skulle på banen. Det er ikke unormalt at man oplever alle tre ting, når man er til stævne, men man kan altså gøre sit bedste for at gøre stævneoplevelsen så gnidningsfri som overhovedet muligt, ikke kun for dig selv og din hest, men også for dine konkurrenter - det er nemlig rigtig god stil. 

Sørg for at give plads til alle
De fleste stævnearrangører gør deres allerbedste for, at der er plads til alle, men det kan altså være svært at stille to eller flere store ridehuse til rådighed. Derfor oplever man ofte, at opvarmningen er noget mindre end opvisningsbanen, og det betyder altså mange ryttere på ganske lidt plads. Derfor er det vigtigt at holde god afstand og respektere, hvis en anden rytter lige skal have et sidste spring, eller lave en sidste øvelse, inden han eller hun skal på banen. Sørg for at hold god afstand og orienter dig om de andre på opvarmningen. Hvis alle gør deres bedste, bliver der meget mere plads og stemningen og sikkerheden bliver også meget bedre. 

Copyright Ridehesten.com
Husk at der skal være plads til alle. Foto: Ridehesten.com

Tag hensyn til sløjferne
Når man er til stævne, kan man møde forskellige sløjfer på hestene. Der er både en rød, hvid og en grøn, og hvad er det nu lige de betyder? Det kan du læse meget mere om her. Det er altså vigtigt, at man husker at tage hensyn til de forskellige sløjfer. Hestene har dem ikke på bare til pynt, og det er for både din og din hests egen sikkerhed, at den anden rytter har sat en sløjfe i halen. Hvis vi alle respekterer og tager hensyn til hinanden, bliver det en meget bedre oplevelse for alle parter. 

Pas på de frivillige
Ridestævner drives af frivillige folk, som knokler hårdt for at give deltagerne den bedste oplevelse. Det betyder ofte tidligt op, sent i seng og mange aktive timer som f.eks. banepersonale eller medhjælper i cafeteriaet, og her om vinteren kan det virkelig være en kold tjans, at være medhjælper til et stævne. Selvom du har betalt for at deltage, så udvis god stil ved at rydde op efter dig selv og passe godt på de frivillige, der f.eks. står på banen, imens du rider. Uden frivillige, er der ingen stævner, så giv dem et ekstra smil og tak dem for deres hjælp. 

Vær taknemlig 
I forbindelse med ovenstående, er det rigtig god stil at takke arrangørerne for stævnet. Inden du overhovedet kan tilmelde dig stævnet, har der siddet frivillige og brugt mange kræfter og timer på at planlægge stævnet, så du får den bedste oplevelse. Der er lagt mange timer i forberedelse, indsamling af præmier, klargøring af baner, rengøring af faciliteter og meget meget mere. Gør dit bedste for at hylde de frivillige og stævnearrangørerne ved at sige tak. Det er så lille en ting for dig, men det betyder så meget for modtageren. Det er en lille ting, men det er vanvittig god stil. 

Copyright Ridehesten.com
Husk at de frivillige knokler - ofte også meget mere end man lige lægger mærke til - for at gøre stævnet så fedt som muligt. Foto: Ridehesten.com/ Camilla Tiefensee Schrøder

Hep på hinanden
Selvom vi til stævner er konkurrenter og ofte rider for at vinde, så husk på, at dine konkurrenter også er dine medmennesker. Ved at heppe på hinanden og give et smil, gør vi kun hele oplevelsen endnu sjovere. Du eller din hest bliver ikke bedre ved at være irriteret på dine konkurrenter, så det er altså meget sjovere at være til ridestævne, hvis du giver et opmuntrende ord med på vejen, eller lige smiler en ekstra gang, når du rider ud af banen. Det viser ikke bare overskud og glæde, men smitter også af på de folk, du møder på din vej. 

Fælles ansvar
Husk vi alle har et fælles ansvar for, at stævneoplevelsen bliver god. Det betyder altså, at selvom du har betalt for at være til ridestævne, så følg arrangørernes anvisninger, tag hensyn på opvarmningen, hold afstand til de andre ryttere, parker så der er plads til andre på parkeringspladsen og send endelig et ekstra smil afsted. Med god stemning og fælles ansvar, får vi de bedste ridestævner. God fornøjelse!

Copyright Ridehesten.com
Hep på hinanden - det er god stil! Foto: Ridehesten.com
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner