Trusselsbreve til flere svenske kuske

01-03-2008 13:15

Maja Golles

En række svenske travkuske og én enkelt travtræner har modtaget et anonymt trusselsbrev. Truslen går ud på, at brevskriveren vil have kuskene til at stoppe med at køre for træneren, som er en af landets førende travtrænere.

Kuskene og trænere har i sidste uge kontaktet Svenska Travsportens Centralförbunds (STC) sikkerhedschef, Lennart Granbeck, og ifølge Kanal75 bekræfter han, at man har modtaget en henvendelse om trusselsbrevene, som nu vil blive politianmeldt. Det første brev – adresseret til træneren - skulle være afsendt i december måned, og siden har mere end ti kuske efterfølgende også modtaget trusselsbreve. Alle trusselsbrevene er både håndskrevne og velskrevne, og alt tyder på, at det er den samme person, der står bag samtlige breve. I brevene bliver både træneren, kuske og i nogle tilfælde også deres familier truet med ”at komme svært til skade”, hvis samarbejdet mellem kuskene og den pågældende træner ikke ophører inden 15. marts. STC har politianmeldt brevene. Kilde: Henrik Ebbesen/Trav og Galop

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner