Thomas Bach Jensen
Femten 7-års heste gik den indledende finaleklasse i fredags, hvorfra de ti bedste udgjorde søndag aftens finale. Her var Hanne Lunds og Henrik Hansens opdræt, den tredobbelte verdensmester Fiontini e. Fassbinder/ Blue Hors Romanov, aldeles uovervindelig. Sølvmedaljehoppen, der ejes af svenske Beata Söderberg og på tredje år rides af spanske Severo Jurado Lopez hos Helgstrand Dressage, fortsætter år efter år med at leve op til det efterhånden store forventningspres. Ekvipagen opnåede 82,619% for deres program og 95,200 for gangarter, hvilket resulterede i 88,910 samlet. Dommerne gav bl.a. den talentfulde hoppe 9,8 for kapacitet, og Severo har aldrig lagt skjul på sin begejstring for Fiontini, som han håber at have under sine vinger lang tid endnu. På æresrunden demonstrerede ekvipagen, at en Grand Prix-karriere ligger klar forude.
Endnu en UVM-medalist var med i topkampen og sluttede på en flot andenplads, nemlig Anne Troensegaard og den talentfulde trakehnervallak Kipling e. Hofrat/ Hohenstein, der er opdrættet såvel som ejet af Peter Christensen. Her udtalte Dennis Fisker på dommerpanelets vegne, at Kipling går med en dejlig taktfast trav med sving og bæring samt super øgninger, god skridt i fri og samlet, i galoppen bliver den lidt spændt i serierne. Hesten bliver vist i en flot form, i et flot program og udviser stor kapacitet. Ekvipagens samlede resultat blev flotte 82,974.
Med 79,257 red Rikke Dupont sig overbevisende ind på tredjepladsen med den imponerende vallak, Fritzeck e. Fiorano/ Don Crusador, som dommerne belønnede med 9,5 for trav og 9 for både ridelighed og kapacitet. Sammenlagt med et program til 70,714 opnåede ekvipagen samlet 79,257.
Meddommer Dennis Fisker gav udtryk for dommernes begejstring over at se 7-års hestene gå så flotte programmer og understregede, at det er både svært og krævende. Der ingen tvivl om, at det var en meget seværdig 7-års finale med en ualmindelig stærk top.
Se resultatet af klassen HER.