TREC bliver en disciplin

27-07-2015 10:02

TREC er i rivende udvikling i Dansk Ride Forbund, og derfor har man valgt at opgradere TREC fra breddeaktivitet til disciplin

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto.

Om TREC
Breddeaktiviteten TREC, der blev introduceret i Dansk Ride Forbund i 2012, har virkelig været populær. TREC forener det gode samarbejde mellem hest rytter og gør ridning i naturen sikkert og udfordrende på den gode måde.

TREC er en test, hvor samarbejdet mellem hest og rytter kommer på prøve i naturen. Aktiviteten byder på ridning i et varieret terræn med naturlige forhindringer og passager. Med andre ord giver TREC rytteren de udfordringer, de naturligt vil møde ved ridning i naturen. Aktiviteten kan derfor tænkes som en test af rytterens og hestens samarbejde i terrænet, med stor vægt på rytterens evne til at finde vej og hestens lydighed og erfaring med naturlige forhindringer.

TREC har frem til nu været en breddeaktivitet og hørt til under Breddeaktivitetsudvalget, men på grund af stigende aktivitet, efterspørgsel på udvikling og i takt med at rytterne bliver dygtigere og dygtigere, er der behov for at videreudvikle TREC til et højere plan. Derfor har Dansk Ride Forbunds bestyrelse valgt at gøre TREC til en disciplin og give plads til et udvalg med plads til fire medlemmer.

TREC vil fortsat være en aktivitet på det breddeniveau, vi kender fra i dag, men med udvalgets arbejde er det meningen, at TREC på sigt skal blive en sportsdisciplin på lige fod med den andre discipliner i forbundet.

TREC er opdelt i 3 faser: Orienteringsridt (POR), Kontrol af Gangarter (MA) og Forhindringsbane (PTV)

Ændring i orienteringsridtet (POR)
En ændring bliver, at Orienteringsridtet bliver efter kort, som rytterne selv skal tegne op og beregne hastighed ud fra. Der vil på ruten blive indlagt nogle bestemte hastigheder, som rytterne skal beregne. Det er rytterne selv, der har efterspurgt muligheden for at ride efter kort fremfor efter markerede ruter, men der vil stadig være mulighed for at ride efter markerede ruter i de mindre klasser. Orienteringsridtet har bestemte hastigheder, der skal rides efter, og her gælder det ikke om at komme først, men om at kende sin hests tempo og form.

Fremadrettet vil der også blive mulighed for at kunne ride længere distancer, og der vil være dyrlægekontrol.

Ændring i Kontrol af gangarter (MA)
I Kontrol af gangarter er der allerede sket en ændring, så der nu rides på tid. Her gælder det om at ride en kort og langsom galop (trav eller tölt er også en mulighed) og så en frisk og jordvindene skridt. Tiden bliver omregnet til point.

Ændring i Forhindringsbane (PTV)
Den sidste del af TREC er Forhindringsbanen, her findes der pt. 33 forskellige forhindringer, som klubberne frit kan vælge mellem. Her skal rytter og hest passere de på forhånd valgte forhindringer på bedste vis. Ekvipagen skal også demonstrere en ridelighed og samarbejdsvilje, som naturridning kræver af både hest og rytter. Hver passage af en forhindring bedømmes af en dommer, som vi kender det fra i dag. Herudover vil forhindringsdelen skulle gennemføres indenfor en bestemt hastighed.

Man har ca. 25 TREC-stævner om året, og mindst 1.000 ryttere har prøvet at deltage i et stævne. Man har også holdt en del kurser med introduktion til TREC og bedømmelse i TREC, og ind til nu har 270 personer deltaget.

I år er det også tredje gang, at TREC er med til Landsfinalerne, og TREC har hver gang været rigt præsenteret fra deltagende hold fra hele landet. I år deltog 11 hold i afd. B, og seks hold i afd. A, som er for børn og unge under 16 år, så der er vist ingen tvivl om, at TREC er yderst populær.

Hvorfor hedder det TREC?
TREC eller ”Technique De Randonneé Equestre De Competition” stammer fra Frankrig og er oprindeligt lavet til at uddanne ride-turistguides i sikkerhed til hest og i at kunne finde vej.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner