Tre danske NM-medaljer i paradressur

28-06-2014 07:11

Det lykkedes ikke Danmark at vinde en medalje i holdmesterskabet, men til gengæld blev det individuelt til en guld-, en sølv- og en bronzemedalje

Copyright Ridehesten.com
Katrine Kristensen og Welldone Dallas.

Fredag var der både holdmedaljer og individuelle på spil ved NM i paradressur. Camilla Christensen blev nordisk mester i Grad IV, Katrine Kristensen fik sølv i Grad II, mens Lonnie Guldfrø fik bronze i Grad III. Til gengæld lykkedes det ikke at få en medalje i holdmesterskabet, hvor det blev til en 4. plads til Danmark.

Individuel bronze til Lonnie 
Grad III var dagens første klasse og her var Lonnie Guldfrø og Catwalk i fin form. Med et individuelt program til 65,927 % lykkedes det ekvipagen at sikre sig bronzen. Norske Ann Cathrin Lübbe på Cypres fik guld, mens hendes landskvinde Anne Cecilie Ore på Fidan fik sølv.

Camilla nordisk mester i Grad IV 
I Grad IV-rytternes individuelle mesterskab viste Camilla Christensen og Østergårdens Delight mesterskabstakter, da de sikrede sig guldet med 68,167 %. Til gengæld havde Ann Svelmø og Hefaistos ikke den bedste dag, og med flere ærgerlige fejl i programmet blev det til en 6. plads med 62,167 %. Sølvet gik til norske Hege Bjørklund Størseth på Hønnerups Force, mens Heidi Løken – ligeledes fra Norge – på Armano fik bronze.

Sølv til Katrine 
I Grad II var Danmark repræsenteret ved ekvipagen Katrine Kristensen og Welldone Dallas, og de skuffede ikke og leverede et flot program til 70,200 %, hvilket udløste en sølvmedalje. Guldet gik til svenske Carolin Rutberg på Mirage, mens finske Jaana Kivimäki på Kuu Akka fik bronze.

Danmark nr. 4 
Efter teamprogrammet onsdag lå landsholdet på en foreløbig 4. plads inden fredagens 2. afdeling af holdmesterskabet, men trods de særdeles flotte præstationer lykkedes det ikke danskerne at sikre sig en holdmedalje.

I morgen lørdag afgøres de individuelle mesterskaber i kür.

Kilde: DRF.

Info

Seks nordiske mesterskaber i Kristiansand
De nordisk/baltiske mesterskaber i dressur og paradressur afvikles i Kristiansand i Norge fra den 25. – 29. juni. Danmark stiller med landshold i dressur for seniorer, ungryttere, juniorer og pony (kat. I og II), mens fire paradressurryttere i hhv. grad II, III og IV repræsenterer Dannebrog.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner