Thomas Bach Jensen
I et interview med det tyske dagblad Spiegel erkender Paul Schockemohle, at de første to år med hingsten Totilas i tysk ejerskab ikke er forløbet optimalt. - Alt hvad der kunne gå galt, er gået galt, er Schockemöhles kommentar til år 2012 med Totilas, der har været i besiddelse af ejerduoen Schockemöhle og Linsenhoff siden 2010. I 2011 gik det rimeligt med hingstens nye rytter, Matthias Alexander Rath, men i starten af 2012 skuffede ekvipagen ved et hingsteshow og det følgende halve år gik med op- og nedture. Det blev til sølv ved det tyske mesterskab, inden rytteren fik kyssesyge og måtte melde fra OL-udtagelsen. Nu meddeler Schockemöhle, at han er parat til at miste tusindvis af euro for salg af bedækninger. Han vil ikke lade Totilas tappe for frisk sæd i 2013. - Næste år vil vi udelukkende fokusere på sporten, og vi er optimistiske, udtaler han. Matthias A. Rath og Totilas er i mellemtiden i træning hos den tidligere hollandske landstræner Sjef Janssen. Kilde: Eurodressage.