Toprun Hesteaften med stort engagement

22-04-2008 17:15
Avl
Dyrlæge Barbara Güngerich lagde ud og sørgede for, at alle fik en fornemmelse af de bedste sider af hesteavlen, nemlig hvor fantastisk en oplevelse det er, når ens hoppe foler.

Spørgelysten var stor og emnet blev bredt belyst. Barbara opfordrede blandt andet til, at man i stedet for at bruge antibiotika lod hoppen rense sig selv ved brug af teaserhingst flere gange om dagen i brunstperioden. Hoppen stimuleres til produktion af slim og på den måde renser hoppen selv sin livmoder. Forsamlingen fik svar på mange andre spørgsmål, blandt andet at hoppen gerne må rides under drægtigheden. Springning bør dog undgås, da føl og fostervand kan veje op til 120 kg. Det giver en stor belastning af mellemgulv og ben under landingen. Har hoppen stærke ben, er alderen ikke afgørende for, hvor sent hoppen kan sættes i fol første gang. Generelt anbefales det, at hoppen ikke er ældre end 16 år. Hoppens føl bliver større og større frem til føl nummer 6, hvorefter føllene bliver mindre. Forsøg har vist, at føllet tilpasser sig hoppens størrelse af livmoderen. Det vil sige at en stor hingst på en lille hoppe giver et lille føl. Benstillinger på føl skal rettes inden 10 måneders alderen, herefter er vækst linjerne lukket. Barbara understregede at man skulle stole på naturen. De fleste folinger ender med et dejligt føl. Har du også fået interessen, kan du på netdyredoktor.dk læse temær om blandt andet ifoling, foling og det nyfødte føl. Jørgen Baymler fra Equidan fortalte herefter om de gode egenskaber ved lucerne som grovfoder. Mange ved, at lucerne giver ekstra tyggetid, har et højt indhold af fibre og calcium og er fri for svampesporer. En sidegevinst ved lucerne er, at den næsten er sukkerfri i forhold til græs. Lucerne er derfor oplagt til forfangne heste, der ikke må få stivelse og sukker. Vinderen af aftenens konkurrence om et Toprun sadelunderlag blev Flemming Petersen fra Farum.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner